Buksesnedkeren ladt i stikken af kapitalfond

Den britiske kapitalfond Change Capital Partners lader nu den pressede modetøjsvirksomhed Buksesnedkeren A/S med de kendte mærker Signal og H2O i stikken.

Læs mere
Fold sammen
Kapitalfonden har tilsyneladende ikke villet være med mere og selv tilføre nødvendig ny kapital.

Den gældsplagede virksomhed har derfor været sat til salg, skriver dagbladet Børsen.

Ifølge den fungerende bestyrelsesformand, som formentlig er sat ind af Danske Bank, er virksomheden tæt på at få nye ejere og nødvendig ny kapital.

Det kan give en bet til Danske Bank, som i 2004 finansierede fondens overtagelse af den nordsjællandske virksomhed for formentlig 200 mio. kr.

I den forbindelse kommer der til at ske afskedigelser i større stil blandt de omkring 200 medarbejdere i ind- og udland, inklusive blandt de små 100 i hovedsædet i Gilleleje.

- Det er ikke noget med, at vi er ved at lukke. Vi er i en salgsproces. Vi skal have tilført kapital til en genopretning af selskabet. Direktionen og jeg har i dag orienteret medarbejderne om, at der vil ske »væsentlige nedskæringer«. Mere kan jeg ikke sige. Vi kan ikke forhandle gennem avisen. Men jeg forventer, at vi i løbet af to-fire uger har afsluttet salgsprocessen, som blev indledt i december, siger den fungerende bestyrelsesformand Henrik Theilbjørn, der er tidligere topchef i børsnoterede IC Companys.

- mja