Buffett investerer i biler, energi og sattelit-TV

Verdens tredjestørste børsnoterede selskab har allerede tjent godt på de nye investeringer.

Foto: RICK WILKING. Berkshire Hathaway under ledelse af investorikonet Warren Buffett tjener fortsat forrygende mange penge.
Læs mere
Fold sammen

Den legendariske amerikanske investor fra Omaha i Nebraska, Warren Buffett, har de seneste måneder satset stort på investeringer i biler, energi og satellit-tv. Det viser nye indberetninger for andet kvartal til børstilsynet i USA fra Buffets virksomhed Berkshire Hathaway, der er verdens tredjestørste selskab målt på markedsværdi. Det skriver Financial Times.

Indberetningerne fra Berkshire viser, at Buffett har investeret store summer i den amerikanske bilproducent General Motors, det canadiske olieselskab Suncor Energy, samt en satellit-tv udbyder ved navn Dish Network. Samtidig har hans investeringsassistenter i selskabet investeret det højeste beløb i aktier siden 2011.

Tilføjelsen af de nye investeringer, der er steget pænt, siden Buffett købte dem, har bragt den samlede værdi af hans selskab Berkshire op på 287 mia. dollar eller cirka 1.600 mia. kroner.

Med de nye investeringer har Buffet øget sin position i General Motors til 40 mio. aktier til en samlet værdi på 1,4 mia. dollar, samt købt aktier i Suncor for 500 mio. dollar og for 23 mio. dollar i Dish Network. Sidstnævnte investering udvider Buffetts allerede betragtelig investeringer i mediebranchen, hvor han er storaktionær i Liberty Media, Washington Post Company og DirecTV.

Buffets største investeringer er dog stadig i stærke brands som Coca-Cola, American Express og Procter & Gamble.