Brusebad og deodorant til svinene

Man behøver ikke at lugte grimt, selv om man er et svin - en ordentlig omgang deodorant klarer paragrafferne.

Det fortæller svineproducent Kent Skaaning til Landsbladet.

De sidste fem måneder har han sprøjtet sine grise med duftevand, når de har benyttet staldens brusebad.

Idéen kommer fra et medicinalfirma, der sidste sommer fik Kent Skaaning med på at afprøve deodoranten i sin svinestald. Og landmanden er ikke i tvivl om virkningen:

- Efter at have brugt det i fem måneder må vi sige, det har haft en utrolig effekt. Uden for stalden kan man faktisk ikke lugte, at grisene er der, og der er også blevet en meget bedre luft inde i stalden, siger Kent Skaaning til Landsbladet.

/ritzau/