Brug mobilen som walkie-talkie

Orange bliver den første operatør i Europa, der tilbyder mobiltelefoni med indbygget walkie-talkie-funktion.

Brug mobilen som walkie-talkie - 1
På den årlige Mobile Internet Conference i Nice i oktober lancerede Nokia sin første Push-to-talk telefon, den sportslige 5140. Produktfoto: Nokia.
Læs mere
Fold sammen
Mobiltelefoner med walkie-talkie-funktion har længe været en succes i USA, hvor firmaet Nextel lancerede dem for 11 år siden, og hvor flere teleoperatører nu er ude med konkurrerende produkter.

I Europa forudser teleanalytikerne en lancering i år af walkie-servicen, og ifølge Wall Street Journals mandagsudgave bliver det franske Orange, der indleder ballet.

Walkie-samtaler på en mobiltelefon foregår som med en gammeldags radiobaseret walkie-talkie: Man trykker en sendeknap ind på mobilen og er med det samme i forbindelse med modtageren. Og som på rigtige walkier kan man ikke tale i munden på hinanden, men må pænt vente.

I modsætning til en almindelig walkie-talkie er der dog med en mobil-walkie ingen problemer med rækkevidden, fordi samtalen bæres i det almindelige mobiltelefonnet. Denne store fordel skal så ophæve, at en samtale i en mobil-walkie koster penge til teleoperatøren, mens det er gratis at tale i radiobaseret walkie-talkie. Prisen kendes ikke endnu, men det ventes at blive et fast månedligt beløb uanset hvor mange walkie-samtaler man fører.

Walkie-tjenesten lægger ikke beslag på særlig meget båndbredde på mobil-nettet, men giver derimod operatørerne mulighed for at sælge en merydelse oven i det eksisterende mobil-abonnement.

Også producenterne af telefonerne vejrer morgenluft, og bl.a. Motorola og Nokia bekræfter over for Wall Street Journal, at de er parate med apparater med indbygget walkie-funktion til det europæiske marked i andet kvartal 2004.

Men hvorfor overhovedet bruge en walkie, når man har en mobil-telefon lige ved hånden? Erfaringen fra USA viser, at forbrugeren sagtens kan se fidusen i at undgå opkald via langsomme telefon-servere. Her indgår walkie-opkald på mobilen i det brede arsenal af daglige kommunikationsmidler som en slags samtalens svar på SMS-beskeden, eller mobilens svar på computerens Messenger: Dvs. korte beskeder uden høflighedsfraser til en lile håndfuld brugere, man kender rigtig godt.

Også herhjemme tyder den stigende popularitet af billige walkie-talkier i supermarkederne på, at det er på tide at (gen)lære radio-jargonen fra 70'erne: Så 10-4 fra Tanten. Skifter og slutter.