Britisk regering sikrer undtagelser fra Trumps rejseforbud

Langt hovedparten af briter med dobbelt statsborgerskab kan rejse til USA, siger britisk udenrigsminister.

Storbritannien har efter samtaler med Det Hvide Hus fået lovning på undtagelser fra præsident Donald Trumps indrejseforbud i USA. Det betyder at de fleste briter med dobbelt statsborgerskab - i et af de berørte lande med indrejseforbud - kan rejse til USA. (Foto: EPA/ERIK S. LESSER) Fold sammen
Læs mere
Foto: ERIK S. LESSER

Storbritannien har efter samtaler med Det Hvide Hus fået lovning på undtagelser fra præsident Donald Trumps indrejseforbud i USA.

Det har udenrigsministeriet i London meddelt.

Det betyder, at langt de fleste briter med dobbelt statsborgerskab - i et af de berørte lande med indrejseforbud - kan rejse til USA.

Har man dobbelt statsborgerskab, blandt andet britisk, og rejser fra et af de syv lande, som er omfattet af Trumps indrejseforbud, vil man fortsat blive stoppet.

Den britiske udenrigsminister, Boris Johnson, tog sagen op med amerikanske myndigheder i weekenden.

Der har hersket stor tvivl om Trumps konkrete ønske.

De myndigheder, der skal håndhæve det præsidentielle dekret, var ikke på forhånd orienteret. De øverste chefer fik det først at se, kort inden det blev skrevet under. Det skabte derfor stor forvirring i landets lufthavne.

Tusindvis af amerikanere har protesteret over indrejseforbuddet.

Trump underskrev fredag i sidste uge et dekret om nye regler for indrejse. Forbuddet gælder i 90 dage, og det berører mennesker fra Iran, Irak, Yemen, Libyen, Somalia, Sudan og Syrien.

Flere hundrede personer er hen over weekenden blevet stoppet på vej til USA.

Den amerikanske præsident har lagt vægt på, at forbuddet skal forhindre islamistisk terror i USA.