Britisk mælkepris-hop

Kæmpe prishop på mælk i Storbritannien. Arlas britiske mælkeleverandører skal have 54 øre mere pr. liter leveret mælk.

Der går ikke én dag uden en ny prisstigning på mangelvaren mælk for tiden. Tirsdag oplyste Arla Foods, at selskabet hæver prisen til sine britiske leverandører med hele 54 øre pr. liter i et hug. Det sker efter, at Arlas største konkurrenter for nylig forhøjede prisen til netop 25 pence - 2,73 kroner pr. liter.

Arlas ansvarlige for opkøb af mælk i Storbritannien, direktør Peter Walker, oplyser, at den nye pris reflekterer de aktuelle markedsbetingelser i Storbritannien.

Det er blandt andet den fortsatte fremgang på markedet for varemærker, der har haft indflydelse på prisforhøjelsen til Arla Foods' britiske mælkeleverandører.

Peter Walker siger, at Arla Foods i Storbritannien ønsker at forbedre prisen via én, stor forhøjelse frem for en række mindre justeringer af mælkeprisen hen over en periode.

/ritzau/