Britisk bilindustris comebackkid

Jaguar XE understreger, at briterne er tilbage som seriøs udfordrer til de tyske prestigemærker. Forklaringen er et frugtbart ægteskab mellem indiske rupees og britisk ingeniørkunst.

Jaguar XE Fold sammen
Læs mere

I virkeligheden er bilen slet ikke beregnet til banebrug. Men Jaguar er så stolt af sin nye XE, at den skal demonstreres på den 3,933 km lange Circuito De Navarra i Nordspanien.

Bilen er en direkte konkurrent til BMWs 3-serie, Audi A4 og Mercedes C-Klasse. Men i stedet for at ordinere tilbagelænet motorvejskørsel til den internationale pressepræsentation disker Jaguar op med en menu bestående af otte runder på en racerbane og 400 kilometers testkørsel på veje, der kunne typecastes som bjergetaper i cykelløbet Spanien Rundt.

Jaguar mener, den nye bil er en fornøjelse i svingene og er ikke bange for at prale af det. På vej ud af pitten i den 340 hk topmodel med en kompressorfodret V6 motor er forventningens glæde så høj, at kun skuffelsen kan lurer bag den næste kurve.

Jaguars mission

Sir William Lyons, der grundlagde Jaguar (som oprindeligt hed SS cars, men det blev ændret i midten af 1940erne grundet uheldige associationer) havde en klar mission med sine biler: De skulle være hurtige, sportslige og komfortable. Biler med plads til fire voksne, lavet til den øvre middelklasse, og som de kunne krydse landet hurtigt og luksuriøst med, uden at kunderne skulle bløde Rolls-Royce penge for fornøjelsen.

Et klassisk opdrag for et klassisk prestigemærke. Det lyder, som noget BMW kunne have fundet på, men Jaguar lavede allerede denne slags biler, da BMW baksede rundt med kabinescootere tilbage i 1950erne. Men hvor BMW sammen med Mercedes og siden Audi har vokset sig store og verdensmarkedsdominerende i direktionsvognssegmentet, er det gået den anden vej for Jaguar.

Nedturen

Mærket toppede med sin E-type sportsvogn, som var flagskibsmodel i 1960erne. Siden gik det støt ned ad bakke for Jaguar, der holdt resten af den britiske motorindustri i hånden under den kollektive nedtur.

Efter Anden Verdenskrig var britisk bilindustri verdens næststørste. I midten af firserne var den tæt på udslettet. Jaguar overlevede på et klassisk design og den gode mærkehistorie, men produktet blev tarveligere og tarveligere. Arketypemodellen var Jaguar XJ, der forblev i produktion uden nogle fundamentale ændringer fra 1968 helt frem til 1986. Jaguar og medarbejderne havde deres fokus alle andre steder end på bilerne.

Forestil dig en bil bygget over en arbejdsuge, hvor arbejderne strejkede to dage og brugte mere tid på faglige møder end på at skrue på bilerne resten af ugen. Er det fordrende for produktet? Næppe. Og det bar bilerne præg af. England i 1970erne og startfirserne lå underdrejet i en uendelig serie af faglige kampe, der overskyggede næsten alt andet, og det klima affødte ikke fremragende biler.

Ford og kulturkløften

I 1989 overtog Ford det hæderkronede mærke. Det var godt for økonomien, men ikke nødvendigvis for produktet. Der er langt fra Detroit til Coventry, og selv om Jaguar kom sig i løbet af halvfemserne, så kiggede mærket mere bagud end fremad, og samtidigt krævede Ford mere volumen for at tjene ordentlige penge på sit engelske prestigemærke. XJ blev suppleret med den retrodesignede S-type. Det gik egentligt hæderligt.

Men så blev Ford overmodig og besluttede at klistre en klassisk Jaguar-front på en Ford Mondeo, kalde den X-type og sælge den for det dobbelte. Regnedrengene fremskrev salgsmål i 100.000-klassen, og det var ikke til at få de nålestribede jakkeærmer ned igen i ren begejstring.

Det kom de dog hurtigt. Køberne gennemskuede X-type som det, den var: En proletarisk Ford i en dårligt skåret habit. Modellen blev udfaset, og Jaguar droppede drømmen om den store volumen.

Lige indtil i dag. For med den nye Jaguar XE er Jaguar klar til igen at tage livtag med den prestigefulde del af D-segmentet. Men PR-trommerne tordner ikke med ambitøse salgsmål. De leverer et budskab om sportslige køreegenskaber og høj komfort. Altså en klassisk Jaguar.

Ny klasseleder

De første omgange på Circuito De Navarra går med at lære banen at kende. Langsomt kommer svingkombinationerne ind under huden, og bilen får lov at strække ud. Det kan katten lide.

Styringen er tæt på klasseledende, balancen i bilen forudsigelig og de ivrige kompressorheste kravler veloplagt fra baghjulene ned i asfalten. Den er underholdende. Læg dertil en kærligt kilden V6-motorlyd og en kabine svøbt i tykt læder, og det er svært ikke at blive begejstret.

Den her bil opleves klasseledende på køredynamik. Nuvel – den slags påstande er svære at stå definitivt på mål for, når man ikke har konkurrenterne lige ved siden af. Men mit tandpastasmil og spirende selvpåførte køresyge taler et klart sprog: Bilen er en køredynamisk fornøjelse.

Nu er det imidlertid ikke på nordspanske racerbaner, at XE skal bevise sig, og det bliver givetvis heller ikke i den 982.900 kr. dyre S version med 340 hk. Men topversionen imponerer. I den mere tilgængelige og folkelige afdeling findes Jaguar XE med en 2-liters dieselmaskine på enten 163 eller 180 hk, og i en 2-liters turbobenzinmotor med 240 hk. Basisudgaven bliver den 163 hk diesel med en 6-trins manuel gearkasse. Fraprisen lyder på 549.000 kr. (beskatningspris på ca. 427.000 kr.). Så den får chancen efter racerbanen.

Dieselmotoren er ny og af egen avl. Den er fremragende. Støjsvag, viberationsfri og stærk. Det er utraditionelt, at en så relativt lille producent som Jaguar laver sin helt egen motor. Men Jaguar XE er også utraditionelt vellykket, så hvad foregår der ovre i det midtengelske? Hvem har lavet denne »ægte« jaguar?

Anglofile indere

Svaret skal findes i Indien. For efter Ford havde scoret selvmål med den sminkede Mondeo, kom Jaguar til salg. I 2008 slog den indiske stålgigant Tata til. Der skal nok være røget noget te og en enkelt skorpeløs agurkesandwich i den gale hals i Storbritannien, da nationen indså, at et af adelsmærkerne var solgt til den tidligere juvel i imperiet. Men hvor amerikanerne aldrig forstod Jaguar eller den særlige britiskhed, der gjorde mærket så populært i resten af verden, blev det anderledes med Tata.

Inderne er forbløffende anglofile, og de respekterede Jaguar og britisk motorindustri. Så i stedet for at pådutte mærket amerikanske stangvarer og tårnhøje salgsmål, investerede de og gav briterne frie hænder til at gøre det, de er gode til. I nullerne oplevede britisk bilindustri nemlig en opblomstring. Ikke med de gamle mærker, men Honda og Nissan investerede tungt i udviklings- og produktionsfaciliteter, og et mærke som Mini oplevede en kolossal genopblomstring under BMWs ejerskab.

Så en ny generation af kvalificerede og erfarne ingeniører og produktionsfolk stod klar til at løfte opgaven, da Tata begyndte at hælde milliarder ind i Jaguar efter overtagelsen. Den nye Jaguar XE er det hidtil smukkeste resultat af det tydeligvis frugtsomme ægteskab mellem indiske stålmilliarder og britisk automobilt snedkerhåndværk.

Den nye motor er et eksempel på, at indernes tillid og briternes evner med frie tøjler går op i en højere enhed. Den har kostet 20 milliarder kroner at udvikle og bygge en fabrik til, men den leverer på både kraft, støj og forbrug. Basisudgaven med dieselmaskinen kører over 26 km/l – og det uden at være hverken kastreret eller ubrugelig.

Det er ikke gået helt så rosenrødt med den manuelle gearkasse, så efter også at have prøvet bilen med den 8-trins automatgearkasse fra tyske ZF, får den version min varmeste anbefaling. For selv om den 340 hestes brøleabe fra banekørslen er decideret fremragende, bliver du træt af at fodre den konstant.

Tanken er på 63 liter, og kører du bilen friskt, er det opgivne forbrug på 12,3 km/l givetvis mere et teoretisk begreb end en praktisk mulighed. Forvent 8 km/l og et besøg hos Shell for hver 500 km i V6-udgaven med kompressor.

Alternativ til tyskerne

Der er stadig hjørner, hvor Jaguar har lidt at lære af tyskerne. Men med XE sætter Jaguar den køredynamiske og underholdende standard i den lille prestigeklasse. Skuffelsen udeblev både på banen og på de snoede bjergveje.

Det er en mulighed, at forventningerne til Jaguar er lavere end til f.eks. BMW. Men selv om konkurrenterne fra BMW eller Audi skulle vise sig at køre lige så godt som Jaguaren, så repræsenterer Jaguar et spændende og eksklusivt alternativ. Et alternativ med en distinkt anderledes karakter end tyskernes.

En karakter, der oser af britiskhed uden at være bagstræberisk. En karakter dyrket på autentisk britisk ingeniørkunst og indiske rupees. Den fuldender Jaguars comeback til bilernes superliga og giver kunderne et reelt alternativ til tyskerne, der alle er uhyre velfungerende, men også en smule konforme.

Jaguar XE tør være anderledes. Den tør være britisk. Det er den autentiske hyldest til de klassiske britiske automobildyder, som Sir William Lyons prædikede (bakket op af solide indiske investeringer). Og det lader til at være en væsentligt mere farbar vej end Ford-vejen for 20 år siden.