Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Den britiske finanssektor har tilsyneladende gjort en særdeles effektiv lobby-indsats i Bruxelles.
EU-Kommissionen havde i længere tid signaleret, at kontrollen med de såkaldte interbankrenter ville blive flyttet til det fælleseuropæiske banktilsyn, ESMA.
Det førte til store protester i England, fordi det ville være en ydmygelse, hvis kontrollen med den britiske Libor-rente skulle flyttes væk fra Europas handelscentrum i London.
Men i et nyt forslag, som Kommissionen fremlagde onsdag, står det klart. at kontrollen med Libor-renten og andre referencerenter - også den danske cibor-rente - bliver i de enkelte medlemslande. Dog bliver renterne underlagt langt mere kontrol.
»Referencerenter er hjertet i det finansielle system, de er kritiske for vores markeder såvel som lån og opsparinger for millioner af borgere. Alligevel har de indtil nu i høj grad ikke været reguleret eller overvåget,» siger EU-kommissær for det Indre Marked, Michel Barnier i en pressemeddelelse og fortsætter:
»Markedets tillid er blevet undermineret af skandaler og anklager om manipulation. Det kan ikke fortsætte, vi bliver nødt til at genopbygge tilliden. skriver han.
Liborrente blev centrum for skandalesager
EU-Kommissionens forslag kommer som en direkte konsekvens, at den britiske Libor-rente sidste sommer blev centrum for en skandale af enorme dimensioner i den globale banksektor.
Det viste sig, at en stribe af de allerstørste europæiske banker som britiske Barclays og Royal Bank of Scotland samt tyske Deutsche Bank, havde manipuleret med rentesatser for at få bankerne til at se sundere ud, end de var og for at skabe profit.
Skandalerne bredte sig som ringe i vandet, og har blandt andet trukket spor til energisektoren - hvor stor olieselskaber i øjeblikket mistænkes for at manipulere med priserne på energi - og til Danmark hvor der er blevet sat spørgsmålstegn ved, om den danske ciborrente også er blevet udsat for manipulation.
Mere kontrol med referencerenter
Selvom de nationale banktilsyn altså får lov til at bevare den primære kontrol med referencerenterne, vil Kommissionen indføre en række regler, der skal sikre en bedre overvågning af renterne og mere gennemsigtighed.
Forslaget indeholder en lang række punkter omkring, hvordan man kan sikre, at de data, der bliver brugt til at være fastsætte referencerenterne er valide og udtryk for den reelle markedssituationen.
Men et af de vigtigste elementer er, at en referencerente, der bliver vurderet til at være »unionskritisk« - hvilket den er, hvis den påvirker finansielle instrumenter på over 500 milliarder euro - vil blive underlagt kontrol fra et særligt udvalg, der skal tage »nøglebeslutninger« om administrationen af renten.
De nye udvalg kommer til at bestå af repræsentanter fra det nationale banktilsyn, personer fra det europæiske banktilsyn ESMA og andre nationale medlemmer, hvilket eksempelvis kunne være i Nationalbanken i Danmark.
Dermed bliver der alligevel holdt et skarpt øje med den britiske Liborente, og det betyder sandsynligvis, at også den danske Cibor-rente bliver påvirket.
I en redegørelse fra Erhvervs - og Vækstministeriet fra september sidste år skønnes det, at Cibor-renten danner baggrund for finansielle kontrakter for mellem 5000 og 7500 milliarder kroner.
Udvalg kan give bøder på op mod 1 million euro
Og der er lagt op til, at de overnationale udvalg får betydelig magt og beføjelser til at straffe de banker, der ikke lever op til reglerne.
Kommissionens forslag går på, at enkeltpersoner, der har manipuleret med referencerenter kan få en bøde på op mod tre gange den profit, han eller hun har skabt - dog maksimalt 500.000 euro. I forhold til virksomheder lyder maksimalbøderne på én million euro eller 10 procent af deres årlige omsætning - her gælder det største beløb.
Derudover får de nationale myndigheder mulighed for at gøre bøderne endnu større, hvis de finder det nødvendigt.
Turunen: Forslag forbedrer finansiel sikkerhed
Samlet set er forslaget en betydelig forbedring af sikkerheden på de finansielle markeder i Europa, mener Emilie Turunen, der er medlem af Europaparlamentet for socialdemokraterne.
»Helt overordnet er det godt, at man i Europa bliver enige om et strammere tilsyn for de her referencerenter. Det er jo renter, der har stor betydning for helt almindelige borgere, der kan have betalt for meget for deres lån. Det er jo det skandaløse i det her,« siger hun.
Tilbage står dog blandt andet et slagsmål om, hvor mange ressourcer ESMA skal have til at overvåge de udskældte rentesatser.
Flere parlamentarikere har peget på, at forslaget bliver nødt til at blive fulgt op med en stor pose penge til det fælleseuropæiske banktilsyn, der ellers reelt set ikke har muskler nok til at fungere som en effektiv vagthund overfor bankerne.
»Det er en bekymring, vi har. Og i parlamentet er vi er meget opmærksomme på at tilføre ESMA tilstrækkelige midler,« siger Emilie Turunen.
EU-Kommissionens forslag skal nu på sædvanligvis til behandling i både parlamentet og i ministerrådet.