Briter melder hus forbi: jeg må ikke købe Norwegian

Det norske luftfartselskab faldt fredag mere end 7 procent på børsen efter udtalelse fra IAG-chefen Willie Walsh. IAG er holdingselskabet bag British Airways, Aer Lingus og Iberia.

Bjørn Kjos og et Norwegian-fly. Foto: Reuters Fold sammen
Læs mere
Foto: Marcos Brindicci

IAG-chefen Willie Walsh vil ikke afgive noget tilbud på Norwegian, skriver Reuters.

»Det er ikke en forretning, jeg vil foretage. Vi har udtrykt interesse, ja. Men hvis de ikke vil købes af IAG er det også fint. Jeg har ikke tænkt mig at afgive et fjendtligt tilbud, det er slet ikke min stil,« siger Walsh til nyhedsbureauet.

»Hvis vi gør noget, er vi ansvarlige, og så kommer vi også med de fornødne bekendtgørelser. Men jeg regner ikke med at være tvunget til at gøre noget i de kommende uger eller måneder,« fortsatte Walsh.

Straks efter nyheden faldt luftfartselskabets aktie drastisk på Oslo Børs. Midt på eftermiddagen fredag var den faldet med 7,5 procent for dagen.

Norwegian har tidligere sagt, at luftfartselskabet har afvist to bud fra IAG, som ejer British Airways, Iberia, Aer Lingus og Vueling. Årsagen var angiveligt, at buddene undervurderede værdien af selskabet.

IAG vil ifølge topchefen heller ikke engagere sig i en eventuel budkrig om Norwegian.

Willie Walsh fra IAG. Foto: AFP Fold sammen
Læs mere
Foto: JOHN THYS.

Flere interesserede

Da Norwegian i forrige uge afholdt generalforsamling, afslørede administrerende direktør Bjørn Kjos, at der var andre end det britisk-spanske IAG, som havde vist interesse for selskabet.

Under en pressekonference efter generalforsamlingen gjorde Kjos det klart, at det ikke er aktuelt at gå i detaljer om, hvem og hvor mange, som har meldt deres interesse, eller hvorvidt der var kommet nogen konkrete bud.

»Det kan vi ikke sige noget om. Det, jeg har sagt, er, at der er flere interesserede end IAG, og mere kan jeg ikke sige. Det er et anliggende for bestyrelsen,« sagde Kjos.

Om sig selv sagde han, at han »bare er en almindelig aktionær og administrerende direktør« i selskabet.