Regeringen har lyttet til erhvervslivets nødråb, når skatteminister Morten Bødskov klokken ni fredag morgen holder pressemøde for at annoncere en ny stor hjælpepakke til en værdi af i omegnen af 170 milliarder kroner.

Pakken, som indeholder låneordninger for de virksomheder, der ønsker at udskyde betalingen af A-skat, moms og andre skatter, vil købe virksomhederne vigtig tid. Det siger administrerende direktør for Dansk Erhverv Brian Mikkelsen, der har set den omfattende pakke.

»Det hjælper virksomhederne i de kommende måneder, for de har ingen penge til at betale den moms og den skat, der forfalder. Så glasset er halvt fyldt og ikke halvt tomt. Det er helt klart positivt for virksomhederne. Her og nu er vi glade for alle tiltag, som hjælper virksomhederne med at overleve, for der er mange, som styrtbløder og holder benhårdt fast i bordkanten, og var denne hjælp ikke kommet, så var de væltet omkuld,« siger Brian Mikkelsen.

Men i det store billede udskyder den nye hjælpepakke blot »en pine«. Genåbningen samt en justering og forlængelse af kompensationspakkerne er vigtigere, mener Brian Mikkelsen.

»Genåbningen er vigtigere end udsættelsen af skattebetalingerne. Det er trods alt kun en lille del af deres betalinger. Hvis man ikke får lavet en ordentlig plan for genåbningen, så kan virksomhederne heller ikke planlægge. Det vigtigste for virksomhederne er ro og tryghed i maven i forhold til, at det bliver åbnet op gradvist, og det er jo desværre ikke det, der er blevet signaleret fra regeringen,« siger han.

Derudover skal man have kigget på de kompensationspakker, der er, så virksomheder, der reelt er nedlukkede uden at være det juridisk, som for eksempel hotellerne, også kan få en ordentlig kompensation, mener Dansk Erhverv.

»Man bliver også nødt til at se på varigheden af hjælpepakkerne for de hårdest ramte industrier. Inden for oplevelsesindustrien forudser jeg desværre et blodbad, hvis der ikke sker noget. For de kæmper lige nu. Derfor er det vigtigt at få pakkerne justeret, så de bliver bedre, men også kommer til at vare i længere tid, for vi har som samfund en kæmpe interesse i at sikre de arbejdspladser og de virksomheder,« siger Brian Mikkelsen.

Men er der noget, der tyder på, at virksomhederne er i stand til at betale de uskadte skatteregninger, når vi når frem til efteråret?

»Det bliver stadigvæk svært for mange af dem, men så har man jo trods alt vundet sig tid til at se på, om forretningen kommer op at køre igen. Jeg tror, det bliver nødvendigt at få forlænget kompensationspakkerne også ud over selve nedlukningen, for inden for oplevelsesindustrien bliver verden jo ikke solskinsagtig fra en dag til en anden. Det varer noget tid endnu, før vi får turister til Danmark,« siger Dansk Erhvervs administrerende direktør.