Kære brevkasse,
Jeg mener ikke, at Skat kan foretage udlæg eller sætte sig på pensionsordninger på grund af skattegæld. Men jeg læste en overskrift på nettet, hvor en kendt skuespiller udtrykte, at hans kapitalpension var pist væk, idet Skat havde sat sig på indeståendet på grund af en skattegæld. Er reglerne blevet ændret?
Med venlig hilsen
UAN
Der er ikke kommet nye regler. Der findes stadig en række pensionsopsparingsformer, som kreditorer, herunder Skat, ikke kan gøre udlæg i. Fritagelsen for udlæg gælder både tjenestemandspension og private pensionsordninger inklusive individuelle pensionsordninger. Der kan for eksempel ikke gøres udlæg i kapital- og ratepensioner i forsikringsselskaber og pengeinstitutter, aldersopsparinger og aldersforsikringer, selvpensioneringskonti, indeksopsparing, samt indestående i Lønmodtagernes Dyrtidsfond. Beskyttelsen mod udlæg ophører, når der er forløbet tre måneder fra det tidspunkt, hvor beløbet kunne kræves udbetalt.
Af hensyn til andre læsere vil jeg lige nævne, at der også efter retsplejelovens regler er undtagelser for udlæg, og det samme gælder i en række speciallove, der begrænser eller helt ophæver adgangen til at foretage udlæg. Det gælder for eksempel ikke udbetalt løn, udbetalinger fra Lønmodtagernes Garantifond, løntilskud, godtgørelse for offentlige erhverv, udbetalinger ved kritisk/livstruende sygdom, erstatningskrav for personskade samt ikke falden arv og båndlagt gave eller arv.
Med venlig hilsen
Erik Øvlisen, advokat (H)