Hermed en forespørgsel angående praktiske forhold ved successionsrækkefølge. Det fremgår af Arvelovens paragraf 60. Mange linjer fylder de ikke.
Når testamentet underskrives og afleveres hos notaren, ved vi, at når vi ikke er mere, bliver testamentet fundet frem og efterlevet. Det sikres af skifteretten.
Men hvordan sikres, at testamentets ønsker om successionsrækkefølge vil blive efterlevet måske om mange år, hvor vi ikke er mere? Sikres det ligeledes af skifteretten? Såfremt der ikke er sket central registrering af personer/legatarer vil det jo ikke komme frem den dag, det måtte være aktuelt.
Venlig hilsen
De usikre bedsteforældre
Jeres bekymring er helt berettiget. Vi har brug for en afklaring af, hvad der er gældende ret, og det bør ske ved lovregulering frem for ved domstolsprøvelse.
Lad mig – af hensyn til læsere, der ikke kender begrebet »successionsrækkefølge« – først forklare dette ord. Arvelovens paragraf 60 lyder sådan: »Stk. 1. Friarv kan ved testamente indsættes i en successionsrækkefølge, således at arven tilfalder en arving eller legatar på første plads og derefter en eller flere andre arvinger eller legatarer på anden eller senere pladser. Stk. 2. Ved testamente kan arv eller legat ikke tillægges flere ved testators død ufødte personer efter hinanden«. »Friarv« er den del af arven, der ikke er såkaldt tvangsarv, det vil sige den arveret, som ikke kan fratages den pågældende ved testamente. Ægtefælle og livsarvinger er tvangsarvinger til en fjerdedel af deres legale arvelodder. Med andre ord: friarven er 75 pct. af det, du testerer over (med mindre du på anden måde har forpligtet dig til ikke at råde over arv).
Ideen er, at arven tilfalder en arving eller legatar på første plads og derefter en eller flere andre arvinger eller legatarer på anden eller senere pladser. Eksempel: jeg rådgav en barnløs dame, som gerne ville tilgodese søsteren, men hvor det var aldeles vigtigt, at svogeren ikke skulle tilgodeses. Det blev klaret ved at lade søsteren arve, men i en successionsrækkefølge som førsteberettiget og sådan at det, der er tilbage, når nr. 1 (for-arvingen) dør, går videre til nr. 2 (efterarvingen).
Det lyder jo rigtigt fikst, men det rejser – som du rigtigt påpeger – en del spørgsmål. Arvelovsudvalget og Justitsministeriet fandt ikke, at arveloven bør indeholde deklaratoriske regler om den konkrete udformning af successionsrækkefølger, da det ikke i praksis vil være muligt at udforme dækkende regler for alle former for successionsrækkefølger om friarv. Det er derfor vigtigt at tage stilling til, hvordan de praktiske spørgsmål om successionsrækker håndteres. Det kan ske i testamentet, eller ved at en bobestyrer får mandat til at opstille reglerne eller som en kombination. Det sidste er meget almindeligt, fordi det er ret vanskeligt at opstille alle retningslinjerne, og et testamente er jo ikke stationært. Ændres ønsket om successionsrækkefølge vil arbejdet med stillingtagen kunne være spildt, men det er fornuftigt at tage stilling til visse ting allerede i testamentet.
Ideen i at indsætte mere end en berettiget går tabt, hvis nr. 1 bruger alle midlerne. Værre er det, hvis de er brugt på forhånd, og sådan at kreditorerne tager fat. En successionsrækkefølge er ikke en båndlæggelse, som hindrer kreditorer i at søge sig fyldestgjort. Det er ikke ualmindeligt at træffe bestemmelser om rammerne for nr. 1s brug af arven.
Nr. 1s arv skal – når nr. 1 dør – kunne udskilles. Det er som bekendt svært at skille koldt og varmt vand, når det først er hældt op i badekarret. Sådan er det også med penge. Det kan blive umuligt at identificere penge og andet, der er omfattet af successionsrækkefølgen – måske er der gået rigtig mange år, før spørgsmålet bliver aktuelt.
Næste spørgsmål er: hvordan ved nr. 2 arving, at denne er berettiget? Det er jo ikke sikkert, at testator vil oplyse nr. 2 om denne ret (og hvis testator gør det, så skal det ske på en velovervejet måde). Hvis nr. 2 ikke har kendskab til retten, så kan nr. 2 håbe, at retten er beskrevet i et notartestamente, idet bestemmelse om successionsrækkefølger skal nævnes, når et sådant oprettes. Det er imidlertid ikke et fuldt dækkende system, og der er ikke sikkerhed for, at skifteretten i alle tilfælde husker at informere. Boet efter nr. 1 vil normalt – men ikke i alle tilfælde – blive opmærksom på, at der er en ret for nr. 2, og boet skal da tage de nødvendige forholdsregler, men også det kan svigte.
Vi er mange praktikere, der forudser et stigende antal retssager om successionsrækker. Der er behov for – men ikke den store politiske interesse for – en opgradering af arvelovens bestemmelser om successionsrækkefølger. Indtil den kommer er mit råd: drøft dette emne nøje med din advokat. Sæt nogle rammer i testamentet og overlad resten til en bobestyrer, du selv har valgt.
Mvh
Allan Ohms, advokat(H)
