Bortvist skal have erstatning

En 48-årig kørselsleder kan nu se frem til en erstatning på 220.000 kroner fra sin tidligere arbejdsplads, fordi han uberettiget blev bortvist.

Østre Landsret stadfæstede fredag en dom, der tilkender manden den store erstatning efter en bortvisning, fordi han ikke ville være medlem af fagforeningen SiD.

Efter godt et års ansættelse som kørselsleder meddelte firmaet, at kørselslederen skulle flytte sit medlemskab fra Kristelig Fagforening til SiD. Det ønskede den 48-årige ikke, og herefter blev han bortvist.

Landsretten har lagt vægt på, at kørselslederen ikke ved sin ansættelse fik oplyst, at firmaet stillede medlemskab af SiD som betingelse for at få job.

Ritzau