Borgernes nye it-portal klar

En ny borgerportal på internet blev onsdag åbnet til glæde for danske borgere. Her kan man finde en lang række oplysninger i forbindelse med det offentlige.

En ny portal på internet skal nu gøre det lettere for danskerne at finde frem til oplysninger i forbindelse med det offentlige. Borger.dk er navnet på portalen, der onsdag blev åbnet for offentlig søgning. Den erstatter it-portalerne danmark.dk og netborger.dk.

Den nye portal er et led i arbejdet med at skabe én samlet digital indgang til den offentlige sektor. På portalen kan man for eksempel finde oplysninger i forbindelse med ansættelser, danskere med ophold i udlandet, kirkelige forhold, transport samt regler og vilkår i forbindelse med sygdom.

Frem mod 2008 skal portalen videreudvikles, så hver borger på "Min Side" kan samle personlig og relevant information, som kun kan ses af den pågældende selv.

/ritzau/