Før jul – dengang jeg stadig tænkte, at coronaepidemien gik over, at den britiske mutant var noget, der var overdrevet og ikke ville danne baggrund for et nyt forsigtighedsscenarie, og at man kreativt kunne handle sig ud af begrænsninger – købte jeg et coronatestkit på nettet. Jeg forestillede mig, at niecen, den unge lægestuderende, kunne teste alle gæsterne til den store juleaften, alle kunne stå i kø i den nyfaldne sne blandt de tændte lys og vente på deres resultat, og efterfølgende kunne vi alle nytestede og raske holde en helt sædvanlig juleaften. Jeg blev klogere. Og coronasyg. Juleaften blev i stedet afholdt i tosomhed i isolation.
Men eksemplet kan noget. For det illustrerer et af de ledige rum i coronahåndteringen. Og der er flere. Men det kræver, at vi i højere grad lægger politik og ideologi væk til fordel for analysen af, hvem der er bedst til at levere alle de varer, som vi er nødt til at have på hylden i den kommende tid. Og det kræver også, at det sikkerhedsrationale, som det offentlige er rundet af, og som har ført til en udtalt forsigtighed, suppleres med et fokus på effektivitet og kreativitet.
