Boreskibe trækker Maersk Drilling ned

Maersk Drilling, der på børsen er kendt som The Drilling Company of 1972, kom ud af tredje kvartal med en omsætning på 294 mio. dollar.

Det var en tilbagegang fra en omsætning på 315 mio. dollar i andet kvartal. Toplinjen var til gengæld lidt bedre end ventet blandt analytikerne, der ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News havde ventet en omsætning på 278,3 mio. dollar.

Tilbagegangen i toplinjen er særligt et udtryk for en lavere udnyttelsesgrad blandt Maersk Drillings boreskibe og flydende rigge, mens jack-up-segmentet, hvor selskabet har 15 rigge, fortsatte med at vise bedring i form af både bedre udnyttelse og stigende rater, oplyser Maersk Drilling.

I jack-up-segmentet var omsætningen i tredje kvartal 209 mio. dollar - en stigning fra 200 mio. dollar i andet kvartal - mens salget fra de fire flydende rigge og fire boreskibe blev 84 mio. dollar i juli, august og september mod 114 mio. dollar i andet kvartal.

Lille ratebedring for jack-up-rigge

Omsætningen kom i land på baggrund af en gennemsnitlig dagsrate på 183.000 dollar mod 185.000 dollar i andet kvartal i år. I hele 2018 var den gennemsnitlige dagsrate 237.000 dollar.

For Maersk Drillings jack-up-rigge var den gennemsnitlige dagsrate 175.000 dollar i tredje kvartal mod 171.000 dollar i andet kvartal. For de flydende rigge og boreskibene var raterne i tredje kvartal 204.000 dollar mod 213.000 dollar i andet kvartal.

Faldet i raterne i sidstnævnte segment skyldtes primært en markant lavere udnyttelsesgrad, men også at Maersk Discoverer i kvartalet kom på en ny kontrakt med lavere rater end tidligere.

Det samlede antal kontraktdage for Maersk Drilling i tredje kvartal var 1608 mod 1704 i andet kvartal og 6024 i hele 2018.

Udnyttelsesgraden af flåden faldt til 76 pct. fra 82 pct. i andet kvartal og 69 pct. gennem hele sidste år. Også her var der tale om højere udnyttelsesgrad for jack-up-riggene, der i tredje kvartal var på 87 pct., mens udnyttelsesgraden for de flydende rigge og boreskibene blev på 57 pct. mod 74 pct. i andet kvartal.

Det skyldtes, at både Maersk Viking og Maersk Deliverer røg ud af arbejde i løbet af kvartalet.

Den såkaldte finansielle oppetid, der er et udtryk for stabiliteten i de rigge, der var i drift, endte på 98,2 pct. mod 98,9 pct. i andet kvartal og 99,1 pct. i hele 2018.

Maersk Drillings forventninger til 2019:

/ritzau/FINANS