Borebisser pumper nyt liv i amerikansk økonomi

Oliearbejdere, truckere og lykkeriddere har på få år tredoblet indbyggertallet i USAs nordligste boomtown. Her slår et olieudslip ikke skår i drømmen om at gøre landet selvforsynende med energi.

I udkanten af det land, der hører til Sveen Farm, ligger oliefeltet, som er omgivet af pigtrådshegn. Brønden er netop taget ud af produktion, og skal nu forsegles, så den ikke påvirker nye boringer. Foto: Simon Kruse Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

WILLISTON: For tre år siden levede Bruno Zaltron og hans familie stadig af North Dakotas tørre hvedemarker. Det var en kamp hvert eneste år, for jorden er ikke gavmild i det nordligste Midtvesten, få hundrede kilometer fra grænsen til Canada.

»Der var en storm her på egnen i 1930erne. De siger, den blæste den gode muld væk. Derfor var det altid svært,« siger Bruno, der har drevet Sveen Farm i mere end ti år.

Man forstår tanken, når man kigger rundt på markerne omkring gårdens lille stuehus. Tørre solsikkestængler dingler i vinden, og køerne græsser på svedent prærieland.

Men nu lider Bruno Zaltron ingen nød. Han sidder i sin splinternye Chevy pickup-truck og kigger ud på et stuehus med en nybygget veranda. Meget har ændret sig, siden dengang markerne brødfødte familien. I dag er gården nyistandsat fra inderst til yderst. Den halve kilometer indkørsel op til huset er ikke længere en grusvej men glat, sort asfalt.

Sådan har det været, siden olien kom til Sveen Farm.

»Det har været en velsignelse for os,« siger Bruno Zaltron og nikker.

De unge flytter til

Før flyttede de unge fra egnen, ja fra hele North Dakota, så snart de kunne, fortsætter han. Nu kommer de rejsende fra alle hjørner af USA, fordi de har hørt om olien.

»Du kan tænke dig, hvad det betyder for folk herude. De var vant til at tjene to tusind dollar om måneden. Så bliver de pludselig tilbudt tyve gange så meget,« siger Bruno.

Han sætter trucken i gear. Han vil vise os en af de oliebrønde, hvorfra rigdommen nu flyder fra prærien.

Olien har vendt op og ned på livet North Dakota. Indtil for få år siden var delstaten en af USAs fattigste. Nu har området landets højeste vækst og suverænt laveste arbejdsløshed.

Ingen steder ses de gode tider tydeligere end i egnens største by. Hvis gårdene ude på landet har fået nymalede stuehuse og penge i banken, så er Williston blevet ramt af en vækstgranat.

For fem år siden havde byen 12.000 indbyggere. Nu er tallet 43.000. Hoteller, typehuse med tynde vægge og spraglede campingpladser er skudt op langs begge sider af indfaldsvejen fra nord. Her rumler kolonner af tankvogne og lastbiler med boreudstyr afsted i endeløse rækker mod oliefelterne. »Boomtown, USA« står der på byskiltet, når man langt om længe når den egentlige bygrænse i den tidligere flække, der alene sidste år fik mere end 10.000 nye indbyggere, oliearbejdere, bartendere, advokater og lykkeriddere.

Boomets brændstof findes under den tørre, golde prærie. Den olieholdige klippeformation dybt under Williston, »Bakken-formationen«, regnedes i årtier for nærmest værdiløs. Men de seneste fem år har nye teknikker – vandret boring og såkaldt fracking – åbnet undergrunden på vid gab.

Derfor springer olien. På under fire år er North Dakota gået fra at pumpe næsten ingenting til nu over en tiendedel af USAs samlede olieproduktion. I juli måned var olieproduktionen i delstaten fem gange større end hele den danske Nordsø-produktion.

»Du kan godt sige, at det er oliens genfødsel her i North Dakota. Men det er ikke bare i North Dakota. Det har løftet hele Midtvesten,« siger Tessa Sandstrom fra oliebranchens sammenslutning, North Dakota Petroleum Council.

Tilhængerne slår på, at den såkaldte skiferolie har reddet delstaten fra affolkning og arbejdsløshed. Nu er præriestaten blevet et helt vækstlokomotiv i USA, og de nyfundne olie- og gaslagre har igen pumpet olieindustrien fuld af selvtillid. Ikke uden grund. Mens økonomer for få år siden talte om »peak-oil«, det punkt, hvor verdens olieproduktion vil toppe, så vokser produktionen i USA nu hurtigere end noget andet sted i verden. Fortsætter væksten vil USA inden for fem år blive verdens største olieproducent foran Rusland og Saudi-Arabien. Inden for ti år kan USA blive selvforsynende med energi.

Og så er der de mange job. Det amerikanske olieboom understøttede sidste år 2,1 millioner arbejdspladser, ifølge konsulentfirmaet IHS. Alene Williston, engang en lille flække for enden af jernbanen, har fået 20.000 nye arbejdspladser på to år, siger kommunens planlægningschef Shawn Wenko.

Men de seneste uger har byen også kæmpet med konsekvenserne af et olieudslip, da en utæt rørledning i sidste måned pumpede 20.800 tønder olie ud på en hvedemark.

»Det har været som at bygge huset om, og du skal tage opvasken på badeværelset. Det har været noget rod,« siger Shawn Wenko fra sit kontor, der er overplastret med kort over de nye planlagte kvarterer, veje og rørledninger.

Stor vækst og mere kriminalitet

Olien har taget det Williston, der var engang. Joyce Potasnak har boet i byen i seks år, og for hende er byen kun blevet mere og mere rå.

»Da vi flyttede hertil var det bare en provinsby, hvor små børn kørte rundt på deres cykler. De sidste par år er kriminaliteten vokset. Der har været skyderier, knivstikkeri og alt muligt skidt,« siger Joyce, der selv arbejder i olieindustrien som administrator hos oliefirmaet Vision.

De fleste oliearbejdere bor uden for byen i barakker med 500-600 mand. De mindre heldige bor på p-pladser i deres biler eller i campingvogne. Også huslejen er nemlig mangedoblet. I weekenden indtager mændene en by, der nu har et heftigt natteliv, stripklubber, et nærliggende casino, narko og udbredt prostitution.

Da vi møder byens mangeårige sherif Steve Busching, læser han kort og godt op af døgnrapporten fra en almindelig onsdag aften. Ulovlige våben, voldtægt, narkohandel, husspetakler og promillekørsel, remser han op.

»Byen havde det hårdt før boomet. De unge flyttede bort. Vi måtte gøre noget for at få væksten og livskraften tilbage. Men dette?« lyder det retorisk fra Busching, en bredskuldret herre med gråt overskæg og sort kasket med påsyet sherifstjerne.

Den alvorlige vold er mangedoblet siden 2011, fortsætter han. Og alligevel ønsker han ikke olien og tilflytterne væk, siger han.

»Ni ud af ti er gode folk. De kommer på deres sidste dollar. De stiger af bussen med en rygsæk. Det er en slags håb. Det er vel det USA blev bygget på«.

Olieproduktionen tredobles på få år

Farmeren Bruno Zaltron krænger bilen op af den mudrede grusvej. Foran os rejser boreriggen sig en syv-otte meter i vejret. Vi er i udkanten af det land, der hører til Sveen Farm, og oliefeltet er omgivet af pigtrådshegn.

Vi ser på, mens to oliearbejdere i hjelm og sikkerhedsdragter bugserer tunge metalrør hen foran borehullet. Med et drøn skyder boretårnet dem mange hundrede meter ned i undergrunden. Brønden er netop taget ud af produktion, og nu skal den forsegles, så den ikke risikerer at påvirke to nyere boringer nærved, fortæller Bruno.

På Sveen Farms jorde er der afsat 15 større landområder til olien. I hvert område skal der bores 16 brønde. Olieproduktionen på gården vil på den måde blivet tredoblet i løbet af de næste par år.

Hele vejen rundt om Williston bores der på samme måde. Hver måned i 2013 er mere end 200 nye brønde åbnet, så det samlede antal i august nåede 9.460. Det har gjort mange farmere så rige, at de givetvis aldrig behøver køre i marken igen.

Landmændene er ikke de eneste, der er kommet til muffen. Hovedgaden i Williston, den gamle Main Street, er i folkemunde omdøbt til »Million Dollar Way«. Her ligger olieselskaber, advokatkontorer og ejendomsmæglere på stribe. Blandt de nytilkomne er hele tre smykkeforretninger. En af dem sælger små guldbelagte oliepumper for 549 dollar stykket.

»Den burde nok hedde ’Billion Dollar Way’,« siger Joyce Potasnak, der ellers ikke bryder sig om den kaotiske vækst i Williston.

Men det er ikke oliens skyld, mener hun. De mange, der bor på p-pladserne, kriminaliteten og oliespildet skyldes dårlig regulering, siger hun. Olien i sig selv har været et gode for Williston. Hun er selv en af flere hundrede husejere i byen, der i sidste måned fik en check med posten. Den var fra et olieselskab, der vil købe rettighederne til at bore nedenunder selve Williston.

»Jeg har ikke hævet den endnu, fordi jeg venter på et højere bud,« griner hun.

De færreste her ønsker sig tilbage til tiden før olien. Dengang var byen ved at lide en langsom udkantsdød. Nu skabes der formuer. Det er en af årsagerne til, at protester mod det store antal boringer er få, siger Sean Arithson, der er formand for en forening af jordejere.

»Det kan fortsætte i måske en generation. Men hvad så? Så vil vi have store områder, der aldrig kan bruges til landbrug igen. Landbrug var her før boomet, og det er det eneste, der vil være her bagefter,« siger Sean Arithson fra North Dakota Ressource Council.

Årelang oprensning igang

Steve Jensen klager heller ikke, selv om han for fire uger siden blev et af de mest direkte ofre for oliefeberen. Landmanden, der har danske aner, var ude at køre med sin mejetærsker, da han opdagede en klæbrig masse i hvedemarken. Han hoppede ned fra maskinen og mærkede, hvordan støvlerne sank ned i jorden. Han stod i en pøl af olie.

»Det sprøjtede 5-6 tommer op i luften. Det boblede ud, og hveden var ødelagt 20 fod omkring stedet. Du kunne slet ikke se, at det var hvede. Det var ret grimt,« siger han, da vi møder ham på gården en times kørsel fra Williston.

Siden har oliespildet, det største i delstatens historie, frarøvet ham en hel mark. Her er olieselskabet nu igang med en årelang oprensning. Det er langt fra sikkert, om den kan dyrkes i hans egen levetid, siger Steve Jensen. Men det tager han ikke så tungt.

»De har betalt kompensation, så set fra min side er det ok,« siger han.