Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Konsekvensen er, at de andelsejede danske slagterier - primært Danish Crown - i stigende grad mister råvarer. Tilbagegangen i leverancerne har allerede har ført til den første store slagterilukning, nemlig Danish Crown i Odense.
Danske landmænds investeringer i nye stalde til produktion af slagtesvin er i 2004 og 2005 stort set gået i stå. Til gengæld satser ekspansive svineproducenter på produktion i smågrise til eksport, når de investerer i store farme.
Dag efter dag ruller den ene lastbil efter den anden lastet med smågrise og slagtesvin over grænseovergangene i Sønderjylland og Rødbyhavn på Lolland.
I brancheorganisationen Danske Slagterier skønner statistikekspert og markedsanalytiker Karsten Flemin, at eksporten af slagtesvin fordobles til 500.000 styk i år i forhold til sidste år. Det er især den hollandske koncern Vion, der opkøber danske svin til sine slagterier i Tyskland og Holland.
Samtidig ventes den danske eksport af smågrise at stige med 60 procent til omkring tre millioner dyr i 2005 i forhold til 2004. Alt i alt ventes i år en eksport på knap fire millioner svin - inklusive eksport af søer - ud af en samlet dansk produktion på knap 26 millioner svin.
»Det, der batter noget, er eksporten af smågrise. Jeg kan ikke se tegn i sol eller måne på, at udviklingen stopper,« siger direktør Hans Aarestrup i organisationen Danske Svineproducenter.
Her er medlemmerne de store producenter, som sidder på langt den overvejende del af dansk svineproduktion.
Polsk vækst
Fortsætter udviklingen, risikerer dansk slagtesvineproduktion i fremtiden at falde drastisk. Der tegner sig et billede af et erhverv med nogle få tusinde store svineejendomme, der producerer flere og flere smågrise til eksport, opfedning og slagtning i Tyskland og Holland. Hertil kommer den stigende eksport af smågrise til Polen, som i øjeblikket er EUs store vækstland for svin.
Salgschef Jens Jepsen fra landets største producent af svinestalde Gråkjær Staldbyg bekræfter tendensen i Danmark:
»Det er helt klart, at der foregår en strukturudvikling som aldrig før. Vi bygger stadig anlæg til slagtesvin, men investeringerne er gået drastisk ned. Tendensen er, at der bygges meget store anlæg til søer med smågriseproduktion. Det er det, der bliver lavet flest af. Danske grise bliver i stigende grad fedet op til slagtning i Polen og Tyskland. I løbet af 2005 har strukturudviklingen fået en ekstra skrue. Det går vildt stærkt med investeringer i store enheder med smågrise og søer,« siger Jens Jepsen.
Fuldt stop til 2007
Årsagen til den stærkt faldende investeringslyst i stalde til slagtesvin er, at det er vanskeligt for producenterne at få amternes miljøgodkendelser til udvidelser.
Desuden kræver slagtesvineproduktion meget mere jord end produktion af smågrise og stalde med søer. Dertil kommer, at svinepriserne i udlandet i en lange perioder har ligget over niveauet i Danmark.
»Jeg frygter, at der er dømt fuldt stop for miljøtilladelser til udvidelser og nybyggeri af slagtesvinestalde indtil 1. januar 2007, hvor kommunerne overtager amternes ansvar for miljøet,« siger Hans Aarestrup fra Danske Svineproducenter.