BonBon-manden åbner ny turistattraktion

Oplevelser. BonBon-manden Michael Spangsberg åbner ny selvstændig turistattraktion, Fantasy World, som er et 10.000 kvadratmeter indendørs forlystelsescenter målrettet børnefamilier.

Serie-iværksætteren Michael Spangsbjerg fortsætter sin rejse med at fortælle nye historier.

Med åbningen af en ny selvstændig turistattraktion 10. februar 2007 ikke langt fra BonBon-Land på Sydsjælland, bliver der indviet et 10.000 kvadratmeter indendørs forlystelsescenter målrettet til børnefamilier.

Da Michael Spangsberg for knap et år siden købte 1.000 mekaniske dukker af det tidligere Fantasy World i Ringsted, var det planen, at det ny Fantasy World skulle åbne i efterårsferien 2006 med 2.500 kvadratmeter under tag.

Men når Michael Spangsberg går i gang med at bygge nyt, så tager fantasien fat, og ideerne vokser.

Sådan er det også gået med det ny Fantasy World. Derfor åbner der en ny forlystelsesattraktion, som er fire gange større end oprindelig planlagt.

- Det er blevet langt større og langt dyrere end oprindeligt planlagt. Men jeg har sat mig ind i en børnefamilies sted. Og når ungerne har kigget på mekaniske dukker en time til halvanden, vil de spørge forældrene, hvad der så skal ske? Derfor har jeg bygget en kæmpelegeplads, og senere kommer en junglerestaurant og en togbane. Så det er vokset hen ad vejen. Men det bliver rigtig spændende, siger Michael Spangsberg.

Den ny turistattraktion åbner i børnenes vinterferie. Der er ikke præcise oplysninger om omkostningerne til den ny turistattraktion.

Michael Spangsberg siger med et vanligt smil på læben, at han ikke har turdet lægge tallene sammen endnu, men bekræfter, at der er tale om et ikke ubetydeligt tocifret millionbeløb. Selv om BonBon-land ligger tæt på det ny Fantasy World bliver der tale om to selvstændige forretninger.