Boligudbuddet deler landet i to
Mens boligudbuddet vokser i Region Hovedstaden, falder det i resten af landet. Det viser tal fra Boligsiden.

Mens boligudbuddet vokser i Region Hovedstaden, falder det i resten af landet. Det viser tal fra Boligsiden.

Når man taler om det danske boligmarked, er der lige nu tale om to virkeligheder - én i hovedstadsområdet og én i resten af landet.
Det fremgår blandt andet af tal fra Boligsiden, der viser antallet af boliger, der er til salg ved indgangen til november.
Her er tendensen i København og omegn, at der er flere boliger til salg.
I København og Frederiksberg er der flere end dobbelt så mange lejligheder til salg som på samme tidspunkt sidste år.
Og når det gælder huse, er udbuddet 17 procent højere end for et år siden.
Ifølge Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør og boligøkonom hos Boligsiden, er der en sammenhæng mellem opbremsningen på lejlighedsmarkedet i København og mængden af huse, der kommer til salg og bliver solgt i omegnskommunerne.
- For når der er færre, der sælger lejligheden i København, betyder det i nogen grad også, at færre laver skiftet, hvor de sælger lejligheden for til gengæld at købe et hus i forstaden.
- Dermed bliver den samlede mængde huse til salg rundt om København også større, forklarer hun.
Uden for Region Hovedstaden er billedet derimod, at der er færre huse til salg.
For landet som helhed er udbuddet af huse faldet med 10 procent, i Østjylland er det endda 21 procent mindre.
- Her bliver udvalget fortsat mere begrænset for huskøberne. For godt nok har vi set en mindre nedgang i handlerne sammenlignet med sidste år, men det er en nedgang fra et meget højt niveau til et højt niveau.
- Som køber gælder det derfor også fortsat om at være klar på sine prioriteringer, så man kan slå til, når den rigtige bolig viser sig, lyder rådet fra Birgit Daetz.
For sommerhusenes vedkommende er boligudbuddet 15 procent lavere på landsplan end for et år siden.
RITZAU