Der er dårligt nyt til de danskere, der planlægger at møde op til åbent hus, når forårssolen igen får fat.
Tal fra Boligsidens Markedsindeks viser nemlig, at udbuddet af boliger, der er til salg, fortsætter med at falde i alle landsdele - lige på nær Bornholm.
Samlet set var der i starten af marts 29.021 boliger til salg, hvilket er 171 færre end en måned tidligere.
Dermed er boligudbuddet faldet med 2,4 procent hen over den seneste måned og 14,3 procent hen over det seneste år.
Dermed er udbuddet det laveste, der har været i fire år, og det er kun i en kort periode under coronapandemien, at det har været lavere.
Det skyldes ganske enkelt, at der er mange flere, der vil købe, end der er sælgere lige nu, forklarer Lise Nytoft Bergmann, der er chefanalytiker hos Nordea Kredit.
Hun konstaterer, at den økonomiske udvikling betyder, at der er flere, som har mod på at eje frem for at leje en bolig.
- Beskæftigelsen er stigende, og når man får en løncheck ind ad døren hver måned, så er det en bedre idé at blive boligejer, end hvis man er på offentlig forsørgelse.
- Samtidig er der kommet ro på rentemarkedet, og indkomsterne er steget mere end inflation. Det betyder alt sammen, at der er flere købere i markedet, siger hun.
Boligøkonomen peger også på et efterslæb i boligbyggeriet som en af årsagerne til, at der er rift om de ledige boliger.
- Da inflationen var værst, steg både renter og priserne på byggematerialer så meget, at mange entreprenører lagde projekter i skuffen.
- Og selv om nogle af dem måske er hevet op igen og er blevet sat i gang, så er der stadig et efterslæb i byer som København og Aarhus, der er eftertragtede at bo i, siger Lise Nytoft Bergmann.
Hun konstaterer, at det ikke ændrer sig lige foreløbigt, og derfor vil priserne formentlig kun stige.
- Udbuddet plejer at være en nogenlunde pålidelig vejrhane for, hvad der kommer til at ske på boligmarkedet. Når vi ser faldende udbud, så må vi forvente, at vi går et forår i møde med prisstigninger.
- Der er simpelthen ikke nok til salg i øjeblikket til den mængde købere, som vi forventer vil møde op til åbent hus-arrangementer, siger hun.
/ritzau/
