Bolighandel koster flere årslønninger

Det gælder om at finde en god bolig fra starten. Det koster nemlig flere årslønninger efter skat at skifte bolig - også selv om man stryger en pæn gevinst på salget af sin gamle bolig.

Læs mere
Fold sammen
Vælg den rette bolig fra starten.

Hvis man undgår unødige flytninger fra én bolig til en anden, kan flere årslønninger efter skat nemt spares.

Det koster nemlig det hvide ud af øjnene at købe og sælge en bolig i Danmark.

Selv om priserne på boliger især København for tiden stiger hastigt, skal man bo mindst tre år i en bolig, før omkostningerne til køb og salg af en bolig er tjent hjem.

Det viser en udregning, BRFkredit har udarbejdet for Berlingske Tidende Business. Beregningen afslører, at staten er en af de helt store skurke i dette spil.

»Afgifter til staten er en meget vigtig årsag til, at det er meget dyrt at handle og eje bolig i Danmark. Der er statslige udgifter til tinglysning, stempelafgifter på lån, grundskyld, ejendomsværdiskat og meget mere,« siger Jens Christian Nielsen, cheføkonom i BRFkredit.

Han tilføjer, at høje afgifter til tinglysning i den grad er hæmmende for mobiliteten på boligmarkedet og dermed også for det danske arbejdsmarked.

»Hvis vi står over for en periode med stigende beskæftigelse, opstår der muligvis snart igen geografiske eller faglige flaskehalse på arbejdsmarkedet. Her er det uhyre vigtigt for samfundet, at medarbejdere hurtigt kan flytte derhen, hvor der er brug for arbejdskraft. Flyttelysten kan øges, hvis staten skærer ned på tinglysningsafgifter og andre boligskatter.«

Lidt bedre i lejlighed
Samlet set koster det op mod 490.000 kr. at købe et typisk hus, eje det i to år og så sælge det igen.

Stiger huset så ti procent i pris over de to år, er det kun lige akkurat nok til at dække handelsomkostningerne. De løbende udgifter til ydelser på boliglånet, forsikringer, ejendomsværdiskat med videre får man derimod ikke igen. Og de løber op i 300.000 kroner.

Så alt i alt mister man 286.500 kr. ved at bo i et hus i to år.

»Det er næsten 12.000 kr. om måneden, og det er nok mere, end det koster at bo til leje. Så hvis man kun skal bo få år i et hus, kan det ikke betale sig at købe det,« siger Jens Christian Nielsen.

Er der tale om en lejlighed, hænger regnestykket lidt bedre sammen.

Så koster det 125.200 kr. at købe og sælge en lelighed til 1,1 million kroner, der over to år - muligvis - stiger til 1,21 mio. kroner.

Men her er også løbende udgifter over de to år på 151.700 kroner. Det svarer til 6.300 kr. om måneden.