Boligbonanza: Ejendomsmæglerne er blevet forgyldt af danskernes »boligkøberpsykose«

Nedgangen på boligmarkedet kom øjeblikkeligt, men så gik danskerne bersærk og forvandlede coronaåret til et guldår for ejendomsmæglerbranchen. »Man skal være et skarn, hvis man ikke er glad for at tjene de penge, som vi gør i øjeblikket,« siger ejendomsmæglerkongen Poul Erik Bech, som alligevel håber på mere normale tider.

Det er 40 år siden, at Poul Erik Bech stiftede EDC, som i dag er en landsdækkende ejendomsmæglerkæde. Han har derfor en vis træning i at aflæse udviklingen på boligmarkedet på baggrund af blandt andet aktiviteten på hjemmesiden, antallet af fremvisninger, og hvor mange der bestiller en vurdering af deres bolig. Thomas Lekfeldt

Da statsminister Mette Frederiksen (S) for et år siden tonede frem på skærmen og begyndte at lukke landet ned, frygtede mange, at det var startskuddet til en ny krise på boligmarkedet.

Men i stedet for et annus horribilis er ejendomsmæglerbranchen blevet forgyldt. Sammenlagt har danskerne købt boliger for 278.534.597.163 kroner siden 11. marts 2020. Til sammenligning blev der fra 11. marts 2019 og frem til nedlukningen handlet boliger for 205.190.438.571 kroner, oplyser Boligsiden. Det svarer til en stigning i den samlede salgssum på 36 procent.