Bog & idés butiksejere har kig på konkursramte Arnold Buscks butikker

Bog & idé står på spring til at overtage butikker fra den konkursramte konkurrent Arnold Busck. »Jeg både håber og har en helt klar forventning om, at butiksejerne i Bog & idé kigger på Arnold Buscks butikker,« siger kædens direktør, som har fået flere henvendelser om råd og vejledning.

Den frivillige boghandlerkæde Bog & idé har medvind med stigende salg, og det er meget sandsynligt, at Bog & idé-ejerne vil se meget nøje på de krakkede Arnold Busck-butikker. Søren Bidstrup

Danmarks største boghandler, Bog & idé, erobrer markedsandele på et ellers trængt dansk bogmarked. Kædens butikker omsatte i 2019 samlet for ca. en mia. kr., hvoraf halvdelen er bogsalg.

Nu øjner kædens 72 selvstændige boghandlere muligheder for yderligere ekspansion og har fået kig på Arnold Buscks butikker. Den konkurrerende kæde blev begæret konkurs i sidste uge efter flere års dårlig økonomi, et kuldsejlet IT-projekt og forgæves venten på regeringens hjælpepakker.