Fastansatte på erhvervsmediet Dagbladet Børsen kan se frem til at få økonomisk del i, at mediet det seneste år har løftet omsætning og bundlinje.
Det skriver Børsen i en pressemeddelelse i forbindelse med mediets årsregnskab for 2025, der er offentliggjort onsdag.
Dagbladet har sidste år omsat for 334,2 millioner kroner, hvilket er fire procent mere end året forinden, mens driftsresultat før finanser landede på 55,7 millioner.
Resultatet er fratrukket overskudsdeling, som udbetales til alle fastansatte på Børsen på knap 4000 kroner per fuldtidsansat, skriver mediet.
Avisens administrerende direktør, Jesper Buchvald, kalder årsregnskabet for det stærkeste "regnskab for Børsen i mange år".
- Fremgangen er skabt, fordi vi på stort set alle forretningsområder har formået at løfte os og gøre det endnu bedre end tidligere, siger han i meddelelsen.
Mediet har formået at toppe sine egne forventninger for året. I forbindelse med årsregnskabet for 2024 lød det for et år siden, at det forventede et løft i omsætningen med tre procent.
Det er vokset med fire procent.
Børsen skriver selv, at det særligt er abonnementsforretningen i 2025, der har vist fremgang - særligt i forhold til erhvervsabonnementer.
Antallet af abonnementer, som er steget sidste år, fremgår ikke.
Derudover lægger Buchvald vægt på erhvervsmediets annonceforretning, som er udvidet med 3,5 procent.
- Det understreger både robustheden og relevansen af vores tilbud. Vi forventer fortsat udfordringer i det bredere marked, men fastholder en ambition om at kunne vækste yderligere på området, siger han.
Dagbladet Børsen blev stiftet i 1896. Hovedejeren er Bonnier-koncernen, som ejer 50,1 procent, mens de resterende 49,9 procent ejes af JP/Politikens Hus.
/ritzau/
