Børnehjerner påvirkes af mobiltelefoner

En ny undersøgelse viser, at efter blot to minutters samtale bliver et barns hjerne påvirket af brug af mobiltelefon. Hjerneaktiviteten bliver mindre, og denne tilstand varer i næsten en time.

Det skriver det norske dagblad Aftenposten torsdag på baggrund af en tysk-spansk undersøgelse. Undersøgelsen afslører, hvordan hjerneaktiviteten bliver mindre - især i den side, hvor telefonen bliver holdt.

Tilstanden fortsætter i store dele af hjernen i op mod 50 minutter efter samtalens ophør.

Undersøgelsen af foretaget af den tyske forsker Michael Klieeisen ved Spanish Neuro Diagnostic Research i Marbella. Han råder ved hjælp af en scanner over billeder, der tydeligt viser, hvad der sker i hjernen under en mobiltelefonsamtale.

Forsøgene blev udført på henholdsvis en dreng på 11 år og en pige på 13 år, og påvirkningen af de to barnehjerner blev sammenlignet med påvirkningen af to voksenhjerner.

Klieeisens konklusion er utvetydig:

- Mit råd til alle forældre er, at de ikke bør lade deres børn bruge mobiltelefon. Det er ikke bare den elektriske aktivitet, som påvirkes, men også biokemiske processer. Vi ved ikke, om det er farligt, men vi ved, at børns hjerner, som ikke er færdigudviklede, er meget mere følsomme end voksnes hjerner, siger han ifølge Aftenposten.

Ritzau/NTB