Børnefamilier omsætter friværdi til sommerhuse

De unge familier gør comeback på sommerhusmarkedet. Ifølge ejendomsmæglere falder gennemsnitsalderen blandt køberne, og de nye kommer især fra København.

Solferier og all-inclusive har stået øverst på børnefamiliernes ønskeseddel de seneste år, mens det mere rustikke ferieliv i sommerhusene har været overladt til de ældre generationer.

Men nu er de unge familier på vej tilbage til sommerhusområderne. Flere ejendomsmæglere siger til Jyllands-Posten, at der kommer flere unge købere på markedet, i hvert fald øst for Storebælt, hvor salget af fritidshuse vokser mest.

Ifølge Nybolig var mere end hver fjerde sommerhuskøber på Sjælland i 2014 under 40 år, mens det var mindre end hver femte i 2009. Nybolig-mægler Mikkel Henriksen fra Odsherred fortæller, at halvdelen af hans interesserede købere er under 40 år og kommer fra København.

»Friværdierne er for alvor begyndt at stige for dem, der bor i København. De prioriterer byens caféliv og aktiviteter til daglig, men vil også have et sted at koble af. Og det kan vi mærke,« siger ejendomsmægleren til Jyllands-Posten.

Sommerhusmarkedet har i mange år været under pres, og sekretariatschef Curt Liliegreen fra Boligøkonomisk Videncenter vurderer, at billige flybilletter til eksotiske destinationer fortsat er en hård konkurrent. Men børnefamilier fra især København, der har sikret sig en pæn friværdi i lejligheden, udgør en særlig købedygtig gruppe på markedet, erkender han.