Blandet dag i Europa

Der var blandede tendenser på de europæiske aktiemarkeder i går, hvilket resulterede i såvel små stigninger og fald til de toneangivende indeks. Bloomberg European 500-indekset lukkede efter en beskeden stigning på 0,1 pct.

En styrket dollar var med til at trække op i de europæiske markeder. Også fusionen mellem de store banker, J.P. Morgan Chase og Bank One, bidrog i den positive retning. Specielt blev de tyske finansselskaber handlet op på fusionsnyheden, som skabte spekulationer om overtagelser i den tyske banksektor. I Tyskland steg således bankerne Deutsche Bank (+ 1,4 pct.), Commerzbank (+ 3,8 pct.), og HVB Group (+ 4,0 pct.), mens forsikringsselskaberne Allianz (+ 3,9 pct.) og Munich Re (+ 2,5 pct.) også skød med op.

Til gengæld trak en generel negativ stemning blandt teknologiselskaberne ned i de europæiske aktier. Giganten Intel aflagde onsdag et regnskab, som ikke levede op til markedets forventninger. Blandt de faldende teknologiaktier var hollandske ASML (- 3,1 pct.) og tyske Infineon (-1,2 pct.).