Bladene klarede skærene

Bonnier viste onsdag et overskud i 2001 på 141 mio. kr. Resultatet skal ses i forhold til de dårlige konjukturer sidste år. Også bladselskabet Aller viste sidste måned et godt resultat.

Læs mere
Fold sammen
Både Bonnier og Aller - to af de største på det danske bladmarked - klarede 2001 med gode resultater. Egmont og Forlaget Benjamin offentliggør først deres resultater i henholdsvis april og marts måned.

Selvom 2001 bød på dårlige konjukturer - især på det svenske marked - lykkedes det medievirksomheden Bonnier Publications A/S at få et overskud på 141 mio. kroner.

Overskuddet er hentet på en omsætning på 1059 mio. kroner, og dermed kan selskabet fremvise en overskudsgrad på 13 procent.

- Set i lyset af de aktuelle konjunkturer og forholdene for medievirksomheder generelt, er vi særdeles tilfredse med resultatet, siger adm. direktør Michael Cordsen.

Bonnier Publication er den svenske Bonnier-koncerns største virksomhed i Danmark, og selskabet udgiver blandt andet Bo Bedre, Illustreret Videnskab, I Form og Komputer for Alle.

I januar måned viste bladgiganten Aller et resulat på 280 mio. kroner efter skat - ud af en omsætning på 3,3 mia. kroner.

Egmont og Forlaget Benjamin kommer med deres regnskaber i henholdsvis april og marts måned.