Turen fra København til Fyn foregår i total tåge. Det er umuligt at se andet end skæret fra forankørende baglygter, og havde de ikke været der, kunne bommen ved betalingsanlægget ved Storebælt være kommet som en ubehagelig overraskelse.
Hen over Fyn forsvinder tågen langsomt, og da bilen står stille i Tietgen- byen ved Odense toner en skarp blå himmel frem – nærmest som et tegn på den opstigen fra samfundets nederste lag til velfærds-pyramidens top, som Bivas grundlægger Henry Johansen har taget.
Henry Johansen kom fra det, han selv kalder samfundets laveste trin. Som yngste barn i en søskendeflok på otte var der ikke meget at rutte med, når familiens indtægt alene kom fra en far, der var murerarbejdsmand, mens moren gik hjemme.
»Jeg fik meget tidligt et ønske og en drøm om at tjene penge,« siger Henry Johansen.
Han slynger ikke om sig med store ord eller vilde armbevægelser, men nøjes lettere genert at fortælle, at han er stolt over at være blevet blandt landets rigeste.
Han optræder på en plads som nummer 79 på Berlingske Business Magasins rigeliste fra oktober 2013. Henry Johansens formue opgøres til en milliard kroner. I det beløb er hans døtres ejendomsselskab ikke medregnet, ej heller datteren Millie Korsdal Rafns trecifrede millionformue, som var hendes andel ved salget af møbelkæden Biva.
Henry er i dag 69 år, og han har opnået mere, end han havde drømt om, da han i ungdommen ville bryde med de trange kår, han selv voksede op i. Opvæksten synes langt væk – og så alligevel ikke.
Her er ingen tegn på overdådig luksus. Ingen store biler, ingen palæer eller sommerresidenser i eksotiske lande.
Her er ordinært på den snusfornuftige måde. Henry kører i en lille, sort VW Golf, der nu skal skiftes efter at have rundet 325.000 km. Millie, som gjorde møbelkæden Biva landskendt med lavbudget-reklamen »Vi ses i Biva« ankommer på cykel.
»Vi er i grunden ikke særligt spændende,« konstaterer Henry Johansen, mens Millie nikker samtykkende.
Men tallene siger noget andet, for det er trods alt de færreste i Danmark, som formår at skrabe en milliardformue sammen og så stadig leve et helt almindeligt liv i de vante omgivelser.
Vi møder Henry Johansen og Millie Korsdal Rafn til en samtale om netop salget af livsværket, møbelkæden Biva, i 2006 og tiden derefter.
Henry Johansen ejede 75 procent, mens datteren Millie Korsdal Rafn ejede 25 procent. Tilsammen fik de 560 millioner kroner for møbelkæden. De beholdt 10 procent af ejerskabet og samtlige ejendomme, som Biva-forretningerne boede i. Desuden lånte de selskabet 40 millioner kroner.
Da Biva blev erklæret konkurs i 2013 og fjernet fra landkortet, tabte Henry og Millie 60 millioner kroner.
Bivas skæbne blev beseglet af finanskrisen.
Selskabet blev overtaget af kapitalfondene Dania Capital og Odin Equity i 2006, året før finanskrisen tog fart.
To år senere og efter finanskrisens udbrud blev selskabet overdraget til bankerne under en byrde af gæld, som Dania Capital og Odin Equity ønskede, at bankerne skulle afskrive. Det ville de ikke, så Biva blev drevet videre af en nødlidende islandsk bank og gik konkurs sidste år.
Biva er således fortid, men Biva-familien er i allerhøjste grad fremtidssikret.
»Salget af Biva betød, at vi kunne investere i ejendomme,« siger Henry Johansen, som ellers var tæt på at købe Biva tilbage igen.
Bankerne ville sælge kæden tilbage for 60 millioner kroner, men Henry Johansen tilbød mindre. Bankerne sagde nej til hans bud, men endte alligevel med at tabe det hele på gulvet.
De eneste vindere er med andre ord Henry Johansen og Millie Korsdal Rafn.
Henry Johansen og hans døtres formue er egentlig skabt, længe før Biva blev solgt. Den korte historie er, at Henry Johansen allerede måtte ud på arbejdsmarkedet, da han 14 år gammel blev landbrugsmedarbejder. I fem år knoklede han løs og sparede over 10.000 kroner sammen.
»Det var en formue dengang,« husker Henry Johansen og minder om, at startlønnen i 1959 var på 200 kroner om måneden.
Efter at have været indkaldt til militæret, blev han murer. Og selvstændig murer, dagen efter han fik sit svendebrev.
I 1970erne tog han sine første spæde skridt på ejendomsmarkedet, da han sammen med en ven byggede en række ejendomme, som lå omkring Bilka i Odense. Ejendommene blev lejet ud til Skousen, Jysk Sengetøjslager, Cowboyland og Superradio. Byggeriet blev gennemført i en ejerskabsmodel, hvor Henry og hans tre døtre var medejere sammen med partneren og hans tre børn.
Udlejningen til discountbutikkerne skabte inspirationen til Biva, men først byggede Henry Johansen endnu en ejendom tæt på Ikea i Odense. Den ejendom blev solgt og udgjorde startkapitalen til Biva, der blev stiftet i 1982.
Mens Biva voksede butik for butik, investerede Henry Johansen selv i de ejendomme, som husede møbelkædens butikker, og disse ejendomme forblev i Henry Johansens og hans døtres eje, da møbelkæden fik nye ejere.
»De nye ejere ønskede ikke ejendommene – kun kæden,« fortæller Henry Johansen.
En del af bygningerne ejes af døtrene, dekoratør Lisa Korsdal Johansen, kiropraktor og sygeplejerske Sanne Korsdal Frederiksen og Millie Korsdal Rafn gennem deres fælles ejendomsselskab Korsdal A/S, der i det seneste offentliggjorte regnskab for 2012 har en balance på knap 140 mio. kr. og et pænt, stabilt overskud.
Henry Johansen har sit eget ejendomsselskab, Boka Holding, med en balance på 1,7 milliarder kroner. Selskabet ejer både gamle Biva-ejendomme og nye erhvervsejendomme. En håndfuld ejendomme er endnu ikke færdigbygget, men når de er på plads, vil værdien af ejendomme runde 2,2 milliarder kroner. Det seneste par år har selskabet givet et pænt højt overskud.
»Jeg har altid haft ejendomme, så på en eller anden måde er jeg ikke begyndt på noget nyt, men fortsat med at investere i ejendomme blot i et højere tempo, da vi solgte Biva,« siger Henry Johansen.
Efter salget af Biva valgte Millie Korsdal Rafn at gå hjemme. Men fem et halvt år senere vendte hun tilbage til sin fars virksomhed og er nu genforenet i et makkerskab med klar arbejdsfordeling.
»Jeg arbejder på kontoret, med edb, udlejning, markedsføring og administration,« siger Millie Korsdal Rafn.
På mange måder en tilsvarende funktion som i Biva, hvor Henry stod for udviklingen, mens Millie styrede de bagvedliggende funktioner. Vi husker alle Millie fra TV-reklamerne, men sandheden er, at de færreste så Millie i butikkerne, for hun styrede slagets gang fra hovedkontoret.
Rollerne mellem far og datter er på mange måder meget enkel. Henry trækker og Millie holder igen.
»Jeg forstår mig ikke på ejendomsudvikling, så det tager min far sig af,« fortæller Millie og ser med en vis spænding på sin far, når han bliver spurgt, hvor længe han vil blive ved. Efter lidt tøven og leden efter et politisk korrekt svar, bliver han enig med sig selv:
»Jeg bliver ved til, jeg dør.«
Millie Korsdal Rafn ligner ikke en, der har behov for flere ejendomme, men hun ved også, at der løbende kan dukke et projekt op, som skal gennemføres. I dag kan familiens ejendomsselskaber drives af fem ansatte på kontoret i Tietgenbyen og fem i »marken«. Det vil sige dem, som skal sikre, at bygningerne ikke står tomme.
Når samtalen drejer sig om markedsvurdering, udvikling og behovet for analyser, slår Henry Johansen op i banen:
»Der er ikke meget hokus pokus i os. Der, hvor der for alvor er penge at hente, er i finansieringen, om vi skal tage korte eller lange lån. Men ellers handler det alene om fornemmelsen for at finde den rette beliggenhed,« siger Henry Johansen.
På den måde drives ejendommene ligesom Biva. Beliggenhed og styring er altafgørende, og som Millie Korsdal Rafn siger det:
»Vi har i Biva aldrig brugt en krone på konsulenter, og de beslutninger, vi har truffet, er helt givet det modsatte af, hvad en konsulent ville have sagt, hvis vi havde en,« siger hun:
»For os er ejendommene som et husholdningsbudget. Vi skal holde øje med budgetterne. Vi skal sikre den rigtige leje, sørge for, at pengene kommer ind, og styre finansieringen. Det er noget mere simpelt end i Biva. Der handlede det om at udnytte IT-teknologien til at styre indkøb, lager og sætte den rigtige pris på varerne. Vi investerede kraftigt i IT,« siger hun.
Når alt kommer til alt, er sund fornuft ledetråden i Henry og Millies håndtering af virksomheder, og hvad enten det er møbelkæden Biva eller ejendomsselskaber, så er lavpraktisk overblik svaret på succes.
»Efter Biva blev solgt, sad vi i bestyrelsen for Biva. De nye ejere ansatte en økonomidirektør, og vi vidste egentlig ikke, hvad han skulle lave ud over at stå for rapporteringen til bestyrelsen,« siger Henry Johansen.
Men ifølge både Henry og Millie betød rapporteringen, at de mistede overblikket. Økonomidirektøren kunne lave fine, farvede plancher med grafer.
»Vi var vant til at udskrive en balance og sammenligne tre år tilbage. Det var tilstrækkeligt. Plancherne fortalte intet om, hvordan det gik i de enkelte forretninger,« siger Millie Korsdal Rafn.
Henry Johansen og Millie Korsdal Rafn har begrænset finansiel uddannelse, men de kan helt åbenbart regne den ud.