Bittert magtopgør i nordisk telegigant

Bestyrelsesformanden for Nordens største teleselskab, Telia Sonera, smækkede med døren i går. De øvrige bestyrelsesmedlemmer mener, at han blandede sig i alt for meget.

Bittert magtopgør i nordisk telegigant - 1
Finnen Tapio Hintikka var en katastrofe som bestyrelsesformand i Telia Sonera, mener de svenske fagforeninger. Foto: Bloomberg
Læs mere
Fold sammen
»Han var bestyrelsesformand i et år, det var et år for længe, og det ville have været en katastrofe, hvis han var blevet et år mere.«

Berith Westman fra det svenske industritjenestemandsforbund SIF lagde ikke fingrene imellem, efter at bestyrelsesformand Tapio Hintikka for Nordens største teleselskab, Telia Sonera, i går overraskende trådte tilbage med øjeblikkelig virkning. Han har været bestyrelsesformand, siden svenske Telia og finske Sonera fusionerede i december 2002.

Tapio Hintikkas enerådende ledelsesstil og forsøg på at detailstyre har ikke gjort ham populær blandt bestyrelseskollegerne.

»Den vigtigste kritik er, at han savnede lydhørhed for, hvordan bestyrelsesarbejdet skal håndteres, og hvordan forankringsprocessen skal foregå. Han har savnet foreståelse for, at alle bestyrelsesmedlemmer deltager i processen. Et flertal i bestyrelsen har indset dette, og så er det naturligvis svært for Hintikka at fortsætte,« siger den hidtidige næstformand, finansmanden Carl Bennet, til avisen Dagens Industri. Bennet er nu midlertidig bestyrelsesformand indtil et bestyrelsesmøde på fredag.

Tapio Hintikka forklarer selv sin afgang med en strid med den svenske regering, som ejer 45,3 procent af aktierne i Telia Sonera, om, hvem der skulle udpeges til bestyrelsen forud for generalforsamlingen 28. april. Her havde han indstillet en international kandidat uden svensk eller finsk statsborgerskab.

»Vi havde en aftale i fredags, som begge regeringer (den svenske og finske, red.) støttede. Pludselig trak den svenske regering sin støtte tilbage og ønskede at slippe af med mig,« siger han til nyhedsbureauet Reuters.

Selv om den finske stat kun ejer 19,1 procent af aktierne i teleselskabet, består bestyrelsen af lige mange svenskere og finner. Og først fra 2005 kan der ifølge sammenlægningsaftalen vælges en svensk formand.