Bilpatriarken bliver lidt endnu

76 år er ingen alder, mener VWs bestyrelsesformand, der kraftigt dementerer en avishistorie om, at han er på vej ud.

Det fik aktiekursen til at hoppe op og ned, da en tysk avis hævdede, at formanden for VW, Ferdinand Piëch, ville gå af. Men det vil han ikke – selv om han er 76 år, fremgik det efterfølgende af et kraftigt dementi. Foto: Fabian Bimmer Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Ferdinand Piëch har nået den alder, hvor selv kinesiske præsidenter vælger at trække sig tilbage. Alligevel udløste det et energisk dementi, da en tysk avis i går hævdede, at han snart vil gå af som bestyrelsesformand for Volkswagen-koncernen, på grund af helbredsproblemer.

Bestemt ville han ikke det, meddelte både koncernen og Piëch selv, tværtimod ville han blive siddende i mange år, og, som Piëch selv sagde det, til en anden avis’ website: »Den lever længe, som lyves død.«

Piëch er 76 år. Da han blev født i 1937, var hans morfar, Ferdinand Porsche, stadig i fuld gang med at gøre den nye »Kraft durch Freude«-vogn klar til serieproduktion, og for mere end 20 år siden blev han chef for den koncern, der fremstiller den moderne folkevogn. Siden 2002 har han været bestyrelsesformand, og det ville ikke være nogen skam at gå nu.

Men Ferdinand Piëch bliver. Til lettelse for koncernen og aktiemarkedet, der et øjeblik, ved synet af Handelsblatts forside, måtte prøve at tænke det utænkelige, nemlig et VW uden Piëch. Aktiekursen hoppede lidt og steg så.

Tanken om Piëchs afgang er heller ikke behagelig for Volkswagen, for Piëch har betydet en lang periode med stabilitet i en bilkoncern, der ellers har været kæmpet hårdt om, og kampen kan blusse op den dag, han er væk. Situationen er i korte træk den, at Volkswagen-koncernen lige akkurat kontrolleres af et holdingselskab, som to stridende familiegrene ejer. Piëch er selv stor-aktionær, og hans aktier, i dag parkeret i to fonde, udgør midtpunktet i magtbalancen.

Konebytte mellem fætre

Ferdinand Piëch er ikke bare en af de gamle patriarker, som der findes et par stykker af i den øverste del af tysk erhvervsliv; han er også hovedperson i en erhvervshistorie og en familiesaga så dramatisk og kulørt, at den kunne filmatiseres i adskillige afsnit over flere sæsoner.

Tag nu bare hans privatliv; det bliver vi nødt til at omtale, så vi kan lige så godt begynde med det. Han har 12 børn – med fire forskellige kvinder. Én af dem var hans fætter Gerhard Porsches kone, før hun forlod fætteren til fordel for Piëch. Det var ikke en historie, der rigtig bidrog til at bedre stemningen mellem de to grene af familien, Piëch’erne og Porscherne.

Historien fortæller, at stamfader Porsche var en hård og kontant chef, men opdragede sine børn blidt. Hans datter gav derimod sin søn en opdragelse, han selv fandt hård. Ferdinand Piëch blev sendt på en kostskole, som han selv i en biografi har betegnet som et »hærdelses-internat«, der lærte ham, at »meget er kun muligt, når man går sine egne veje«. Hvilket han så gjorde.

De to familiegrene – og dermed er vi tilbage på erhvervssporet – har kæmpet i mange år om magten over den bilkoncern, de havde arvet, Porsche. Efterhånden krystalliserede de sig omkring hver sin bilproducent, nemlig VW, der byggede videre på Ferdinand Porsches folkevogn, og så Porsche, der specialiserede sig i ganske ufolkelige biler.

Musen og elefanten

I 1972 traf familien den fornuftige beslutning at trække sig ud af den daglige ledelse af Porsche og overlade direktionen til ikke-familiemedlemmer. Piëch selv valgte at blive selvstændig motorkonstruktør, og en tid lang arbejdede han for Daimler-Benz. Men familiestriden indhentede ham.

Det familiære fjendskab er nok det mest holdbare og bestandige, som de to bilkoncerner har frembragt, og striden har overlevet både store forretningsmæssige succeser og tilsvarende dybe fiaskoer.

Kulminationen kom, da Porsche i 2007-2009 forsøgte sig med en fjendtlig overtagelse af VW, som Ferdinand Piëch i mellemtiden var blevet først koncernchef og siden bestyrelsesformand for.

Det havde i zoologien svaret til, at en mus ville forsøge at æde en elefant, og det gik naturligvis galt; lånebyrden blev for tung.

Patriarken Piëch tog en mægtig hævn over Porsche-familien og gjorde bilmærket Porsche til en del af VW. Nu, i hans efterår, kan intet true ham. Andet end alderen.