Billige smykker og blodrøde regnskaber: Her er historien, Mai Manniche ikke fortæller

Smykkedesigneren Mai Manniche sælger en fortælling om sig selv til sine næsten 100.000 følgere som visionær iværksætter, der vil bygge et smykkeimperium op omkring det design, hun har arbejdet på siden barnsben. Men der er en anden side af historien, som Mai Manniche ikke fortæller.

Mai Manniche fastholder, at hun selv designer alle sine smykker. Hvis noget bliver en succes, vil der opstå kopier, lyder hendes forklaring. Sophia Juliane Lydolph

Smykkedesigner og tidligere deltager i en række tv-programmer Mai Manniche sælger livet som selvstændig forretningskvinde godt på Instagram.

Med billeder af dyre tasker, to smykkebutikker og store drømme om at udvide forretningen, kan hendes næsten 100.000 følgere på Instagram følge med i hendes smykkeforretning i en fortælling om, at hun siden barnsben har forfinet det smykkedesign, hendes forretning er baseret på.

Men kradser man i overfladen af den fortælling, Mai Manniche har bygget op omkring sig selv, krakelerer glansbilledet og en helt anden virkelighed tegner sig af virksomheden JEWLSCPH. Det skriver Berlingske.

Mange af de smykker, Mai Manniche påstår at have designet, kan nemlig findes langt billigere hos en stor indisk smykkeproducent, og Berlingskes gennemgang af smykkerne får fire eksperter til at konkludere, at Mai Manniche kan have overtrådt loven ved at fremstille dem som eget design. Samtidigt har JEWLSCPH haft underskud 12 år i træk.

Der er ikke som sådan noget galt med at købe smykker billigt og sælge dem videre dyrere, understreger de eksperter, som Berlingske har talt med. Det er der til gengæld, hvis man samtidig fremstiller det, som om man selv har designet dem.

»Det er ret alvorligt, for det er jo simpelthen ren og skær vildledning. Forbrugerne får en idé om, at de køber en specialdesignet vare,« siger Marie Frank-Nielsen, jurist ved Forbrugerrådet Tænk og tilføjer:

»Markedsføringen er gennemsyret af, at det er et luksusbrand og et specialdesign, man køber. Efter min vurdering er det en klar overtrædelse af markedsføringsloven og vildledning af forbrugerne.«

Manniche: Det er chikane

Mai Manniche har ikke ønsket at stille op til interview med Berlingske. I stedet har hun delt Berlingskes henvendelser og en række svar på sin blog, hvor hun skriver, at spørgsmålene er et udtryk for chikane og »personlig forfølgelse«.

»Lad mig understrege, at jeg som designer og medejer for JEWLSCPH er ansvarlig for design og produktionen af virksomhedens smykker. Vi stiller særdeles store krav til kvalitet og design i vores manual, som på alle måder skal efterleves. Vi stiller krav til vores samarbejdspartnere, ligesom vores kunder kan forvente at få produkter af høj kvalitet,« skriver Mai Manniche på sin blog og tilføjer:

»Jeg bemærker, at smykker ligesom som alle andre produkter kan se relativt ens ud på ét foto, men kvaliteten kan kun vurderes ved en nærmere gennemgang.«

Udover at være virksomhedsejer har Mai Manniche en lang tv-karriere bag sig i programmer som »Kræsne Købere«, »Til Middag Hos« og »Beautybosserne«, ligesom hun og hendes mor, læge Vibeke Manniche, har været særdeles aktive i debatten om vacciner og regeringens og myndighedernes håndtering af covid-19.

Du kan læse hele historien om Mai Manniche og hendes smykkeforretning her.