Bilkæmpe under pres: »Vi forventer ikke, at det bliver et nemt år«

En lav efterspørgsel på benzindrevne biler kombineret med høj konkurrence fra kinesiske bilproducenter udfordrer Volkswagen.

Volkswagen overvejer at lukke en Audi-fabrik i Belgien, hvor 3.000 mennesker arbejder. Yves Herman/Reuters/Ritzau Scanpix

Volkswagen kæmper i Kina.

Så meget, at den tyske bilkæmpe nu overvejer at lukke en Audi-fabrik i Bruxelles, der lige nu beskæftiger omkring 3.000 personer.

Det skriver Reuters.

Kineserne er ikke interesserede i de dyrere, eldrevne Audi-biler, som Volkswagen producerer. I stedet foretrækkes de billigere alternativer.

Samtidig er efterspørgslen lav på benzindrevne biler i Kina, og det betyder, at Volkswagens leveringer til landet er faldet med næsten 20 procent.

Den faldende popularitet i Kina har gjort et mindre indhug i omsætningen for andet kvartal, som er faldet med 3,8 procent.

For at skære i omkostningerne overvejer Volkswagen derfor for første gang i fire årtier at lukke en fabrik.

»Vi forventer ikke, at det bliver et nemt år,« lyder det fra en Volkswagen-talsmand.

De dårlige nyheder har sat sig i Volkswagens aktiekurs, som er faldet med én procent onsdag og nu er nede med 5,5 procent for hele året.

Volkswagen mærker, at de kinesiske bilproducenter kan fremstille og sælge elbiler til en lavere pris, fordi de i Kina har adgang til billigere batteriteknologi og en generøs statsstøtte.

Det kan de europæiske bilproducenter ikke kan hamle op med.

Det er også dette forhold, der har fået EU til at indføre en straftold på op til 37,6 procent på kinesiske elbiler.

Som modsvar har Kina indført en told på 15 procent på alle europæiske elbiler, hvilket også kan have en indflydelse på Volkswagens salg i landet.