Dagligvarekæden Bilka har accepteret at betale en bøde på tre millioner kroner for at vildlede forbrugere med førpriser på en række varer i forbindelse med markedsføring af tilbud.
Det oplyser Forbrugerombudsmanden, der i december politianmeldte Bilka for at overtræde markedsføringsloven.
Der er tale om tilbud på grill, cykler og støvsugere, hvor kunder blev stillet en besparelse i udsigt, som reelt ikke var der.
Eksempelvis havde Bilka tilbud på en grill af mærket Char-broil Platinum 4400 Grill. Den kunne købes med betræk og rotisseri for 6999 kroner.
Normalprisen for grillen med det udstyr blev oplyst til 18.397. Grillen alene stod til 16.999 kroner.
Men sidstnævnte pris var ifølge Forbrugerombudsmanden ikke en reel pris, da ingen ville give 16.999 for grillen alene, når de kunne købe gril med udstyr for 6999 kroner.
»Det er desværre ikke første gang, at virksomheder føler sig fristet til at markedsføre varer med urealistiske normalpriser,« siger forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen i en kommentar til bøden.
»Det må man naturligvis ikke. Forbrugerne må ikke vildledes til at tro, at et tilbud er bedre, end det er.«
/ritzau/



