Bilforhandlere efterlyser langsigtet plan: Ladestandere er afgørende for salget af elbiler

Den netop indgåede klimaaftale indeholder en lille halv milliard kroner til ladestandere til elbiler. Aftalen kritiseres dog for ikke at være tilstrækkelig langsigtet, idet AutoBranchen Danmark efterlyser en helhedsplan i stedet for »drypvise politiske udmeldinger«.

Bilbranchen efterlyser flere ladestandere. For forbrugerne er spørgsmålet om, hvor nemt og tilgængeligt det er at få opladt elbilen meget vigtigt, når der skal købes ny bil. Thomas Lekfeldt

I sidste uge indgik Regeringen og et bredt flertal i Folketinget en klimaaftale, som tilførte 100 millioner kroner til at opføre ladestandere i år og endnu 375 millioner kroner til at opstille endnu flere standere i 2021. Dertil kommer, at der i april blev afsat 50 millioner kroner til ladestandere langs rastepladser ved motorvejene, ved landeveje og foran etageejendomme. Selv om der er gode toner i klimaaftalen, kritiseres den for ikke at være tilstrækkelig langsigtet.

»Vi har behov for meget snart at se en helhedsplan, som kan vise, hvordan ladeinfrastrukturen vil blive udbygget, så tiltroen til elbilerne for alvor kan vokse. Der kommer jævnligt drypvise politiske udmeldinger. Lad os nu se en langsigtet plan, hvor vi år for år kan se, hvor mange ladestandere der sættes op. Det vil skabe mere tryghed i bilkøbet,« siger Gitte Seeberg, adm. direktør i AutoBranchen Danmark, der organiserer landets bilforhandlere.