Bestyrelse vil opdele SAS

SAS' bestyrelse har besluttet at dele SAS op i tre nationale selskaber i Danmark, Norge og Sverige og yderligere et særskilt selskab til interkontinental trafik. Det oplyste det svenske nyhedsbureau TT sidst på aftenen tirsdag efter et langvarigt bestyrelsesmøde i SAS.

Læs mere
Fold sammen
Bestyrelsen ville ikke kommentere beslutningen, men henviste til, at der bliver udsendt en fondsbørsmeddelelse onsdag morgen klokken 7. Yderligere holder SAS pressemøde senere onsdag formiddag.

Der var efter bestyrelsesmødet endnu ikke indgået overenskomstaftaler for piloterne og for det danske kabinepersonale.

Efter mødet ville SAS ikke forholde sig til det endelige tilbud, som piloterne afleverede kort før mødet, ligesom det endnu var uklart, hvordan det danske kabinepersonale står.

Tilbuddet fra piloterne kan spare SAS for op imod en milliard kroner.

Det svenske kabinepersonale skrev tirsdag aften under på en toårig overenskomst. Aftalen giver ifølge SAS' beregninger 423 millioner svenske kroner i besparelser.

/ritzau/