Berygtet skattely vil åbne for hemmeligheder

Cayman-øerne vil ændre sit ry som værende rigmændenes foretrukne skattely og øge åbenheden omkring de mange milliarder, der flyder ind i landet fra hele verden.

Cayman er en velhaver-favoritdestination af flere årsager. Fold sammen
Læs mere
Foto: STEPHAN AGOSTINI

Det britiske territorium Cayman-øerne i Caribien oser i manges øjne nok af lyssky rigmænd, skuffeselskaber og playboy-livstil.

Nu ønsker myndigheder på tropeøen imidlertid at gøre op med sit ry som verdens mest berygtede skattely, skriver Financial Times. Gennem omfattende reformer ønsker Cayman-øerne at offentliggøre navnene på tusindvis af hidtil hemmeligholdte firmaer og deres ejere.

Finansmyndighederne på øen, CIMA, har sendt forslaget til virksomheder på øen. Det er i høring frem til marts. Planen går blandt andet ud på at gøre åbne en database over selskaber i landet til offentlig søgning.

CIMA har ikke ønsket at besvare Financial Times henvendelse om forslaget, som avisen hævder at være i besiddelse af. Ifølge avisen henviser myndighederne i forslaget til, at blandt andet den irske centralbank samt myndighederne i andre skattely som Jersey og Isle of Man opdaterede deres regler på området efter finanskrisen.

Cayman-øerne har været under kritik for sine lempelige regler for virksomhedsdrift. Ifølge Financial Times kommer presset imidlertid ikke fra politikere, men fra investorer i hedge-fonde, der er trætte af, at de ikke kan verificere cheferne i de fonde, de investerer i.

"Folk har nu råbt og skreget efter mere åbenhed i et godt stykke tid (...) Det er ikke længere acceptabelt, at oversøiske chefer kan agere som gummistempler," siger Vincent Vandenbroucke fra firmaet Hermes BPK, der foretager investeringer på vegne af britiske pensionskasser, til Financial Times.