Berømt cigarbutik må lukke

I røg og damp har københavnere i 140 år kunnet købe håndrullede og cubanere, men nu er det snart slut.

Læs mere
Fold sammen
W.Ø. Larsen - Strøgets gamle tobaksforretning - holder fredag det sidste nytårssalg efter 140 år i hjertet af København, oplyser DR København.

Og så er det snart slut. Den gamle tobaksforretning lukker og slukker til februar, fordi det er for dyrt at ligge på Strøget, hvis man også vil bruge tid på hver enkelt kunde, siger ejer Niels W. Ø. Larsen, der er tipoldebarn af grundlæggeren.

Cigarforretningen vælger altså at gå ned med høj cigarføring i stedet for at vælge en billigere adresse eller give kunderne færre end de nuværende 300 slags cigarer at vælge mellem.

En af kunderne var den tidligere nepalesiske konge som havde sin egen personlige hådnrullede cigar med særlig smagsforstærker.

Og det er netop det store udvalg, som Niels W. Ø. Larsen tror, at Københavns cigarelskere vil savne.

- Jeg tvivler på, at der er andre forretninger der kan vise det frem, så det er klart, at det bliver ikke helt så festligt, siger cigar-kenderen.



sbh@berlingske.dk