Berlusconi sælger sit sardinske palads

Den tidligere italienske premierminister Silvio Berlusconi sælger sin pragtvilla på Sardinien, hvor han før har underholdt flere verdensledere.

Foto: GUIDO MONTANI.
Læs mere
Fold sammen

Italiens tidligere premierminister Silvio Berlusconi sælger sin spektakulære Villa Certosa på den sardinske østkyst, og den 78-årige mediemogul forlanger 500 millioner euro (3,7 mia. kr.) for feriepaladset på 4.500 kvadratmeter.

I sidste uge gav Berlusconi ifølge italienske medier en personlig femtimers rundvisning til kronprins Mohammed bin Nayef, Saudi-Arabiens indenrigsminister og først i rækken til tronen.

Ejendommen omfatter 68 værelser, seks swimmingpools, et amfiteater, en kunstig vulkan og en kæmpe park til at underholde de ofte prominente gæster, hvoraf nogle er blevet foreviget af italiensk paparazzi, mens de gik nøgen rundt på de 80 hektars idyl – ikke mindst den tidligere tjekkiske premierminister i 2009.

Den mest berømte attraktion på Villa Certosa er Belusconis private grotte. I bedste James Bond-stil fører en mosaik af havguden Poseidon gæsterne direkte til Middelhavet via en hemmelig underjordisk tunnel. På den måde har gæster som Vladimir Putin, George W. Bush og Tony Blair kunnet ankomme diskret ad søvejen.

Italienske medier spekulerer i øjeblikket i, at den saudiarabiske kronprins forhandlede på vegne af sin onkel, kong Salman bin Abdulaziz al Said, som tidligere på måneden forkortede sin ferie ved den franske riviera, fordi han var utilfreds over ikke at have stranden for sig selv.

Se billeder af grotten og resten af Berlusconis villa på Dailymail