En kendt dansk mediepersonlighed kan nu kalde sig bestyrelsesmedlem i den norske mediekoncern Amedia.
På en generalforsamling har Amedia således netop besluttet at ændre på bestyrelsen.
Nye medlemmer er tidligere radio- og tv-direktør Thor Gjermund Eriksen og den tidligere norske politiker Marianne Marthinsen.
Dertil kommer Danmarks Radios generaldirektør, Maria Rørbye Rønn, der som bekendt inden længe giver stafetten videre til Bjarne Corydon, som kommer fra Dagbladet Børsen.
Hun indtræder i bestyrelsen fra 1. september, når hendes ansættelse i DR er ophørt.
Maria Rørbye Rønn har været generaldirektør i Danmarks Radio siden 2010 og fratræder stillingen i sommeren 2025. Hun er uddannet jurist og har arbejdet i flere ministerier, før hun begyndte sin karriere i DR i 1995.
»Amedia er en nordisk medievirksomhed i udvikling. Vi er inde i en spændende periode, hvor bestyrelsen løbende skal tage stilling til nye muligheder. De nye bestyrelsesmedlemmer har stor erfaring fra mediebranchen som topledere og fra samfundslivet. Tilsammen repræsenterer de en ekspertise, som helt klart vil være en styrke for os,« siger Amedias bestyrelsesformand, André Støylen.
Af en pressemeddelelse fremgår det, at Thor Gjermund Eriksen var administrerende direktør for A-pressen i 2011, da virksomheden opkøbte Edda Media og lagde grunden til det nuværende Amedia.
Marianne Marthinsen repræsenterede Oslo i Stortinget for Arbeiderpartiet fra 2005 til 2021 med særligt ansvar for finanspolitiske spørgsmål. Hun har også været direktør for brancheorganisationen Finans Norge, hvor hun har arbejdet med erhvervspolitiske spørgsmål.