Putins invasion af Ukraine har gjort det endnu dyrere for danske bilister at svinge bilen forbi en tankstation.
Faktisk er det første gang nogensinde, at danskerne skal betale over 15 kroner for at hælde en liter benzin på bilen.
Ifølge brancheorganisationen DrivkraftDanmark ligger listeprisen for en liter blyfri 95 aktuelt på omkring 15,19 kroner. Og Brian Friis Helmer, privatøkonom i Arbejdernes Landsbank, påpeger, at listeprisen alene siden onsdag er steget med omkring 40 øre.
For en almindelig familie svarer det til en årlig ekstraregning på 500 kroner, hvis man tilbagelægger 20.000 kilometer på årsbasis i en bil, som kører 16 kilometer på en liter benzin.
Fortsætter det prisniveau, skal man altså regne med at øremærke omkring 40 kroner mere om måneden til benzin, forklarer privatøkonomen.
»Benzinprisen lå dog på et højt niveau i forvejen, så de seneste dages stigning kommer oveni,« understreger Brian Friis Helmer.
5.000 ekstra om året
Spoler vi tiden tilbage til begyndelsen af 2021, kostede en liter benzin omkring 11,30 kroner. Sammenlignet med det niveau har en gennemsnitlig bilist udsigt til at bruge næsten 5.000 kroner mere om året på benzin – svarende til godt 400 kroner om måneden, viser privatøkonomens beregning.
Brian Friis Helmer forklarer, at det seneste prishop på tankstationerne pristavler skyldes, at Ruslands invasion af Ukraine presser olieprisen op.
»Rusland er en af verdens store eksportører af blandt andet olie, og udviklingen med flere sanktioner, som kan ramme olieforsyningen, får priserne til at stige,« siger han.
Olien koster nu over 100 dollar pr. tønde. Det er første gang siden september 2014. Prisen var i forvejen blevet trukket op som følge af den økonomiske genopretning efter coronakrisen, som har øget efterspørgslen efter energi, forklarer Brian Friis Helmer.
Om benzin kommer til at stige yderligere i pris som følge af invasionen, er det ifølge privatøkonomen »virkeligt svært at spå om«.
»Men der er absolut ingen tvivl om, at den kommende tid kan komme til at byde på udsving i både opad- og nedadgående retning, da krigen mellem Rusland og Ukraine udvikler sig time for time,« siger han.
Søren Kristensen, cheføkonom i Sydbank, fremhæver ligeledes, at situationen i Ukraine påvirker benzinpriserne »ganske meget«, og at literprisen på 15,19 kroner er den »højeste nogensinde«.
»Det bliver dyrere at tanke bilen. Det skyldes, at investorerne bliver usikre på forsyningssikkerheden for olien, og derfor stiger prisen. I dag må man dog sige, at olieprisen stiger relativt lidt sammenlignet med, hvor hårde sanktionerne egentlig er. Det gælder også sammenlignet med prisen på gas, som stiger meget mere end olieprisen,« siger han.
Lad bilen stå
Med en literpris på over 15 kroner giver det i øjeblikket rigtig god mening at tænke lidt ekstra over sit kørselsbehov.
»Det er meget svært at gøre så meget. Men man kan tage lidt flere dage på hjemmekontoret og droppe søndagsturen. Samtidig kan man overveje at udskifte gasfyret, hvis man er så uheldig at have sådan et,« siger Søren Kristensen.
Brian Friis Helmer bemærker også, at man ikke kan gøre så meget ved selve benzinprisen, og anbefaler derfor kort og godt, at man kører mindre i sin bil.
»Der, hvor man for alvor kan sætte ind, hvis man vil nedbringe sin regning til brændstof, er på forbruget af bilen og hvor mange liter, man fylder på den,« siger han.
Han peger på, at man eksempelvis kan nedbringe antallet af kilometer i bilen ved i stedet at tage cyklen eller offentlig transport, når det er muligt.
»En anden ting, man kan overveje, er samkørsel. Har man for eksempel en kollega, som man bor tæt på, så kan man vælge at køre sammen til og fra arbejde og på den måde halvere sin udgift til benzin i forbindelse med den daglige pendling. Har man mulighed for at køre endnu flere sammen, vil det jo blot nedbringe udgiften til brændstof yderligere,« lyder opfordringen fra Brian Friis Helmer.
Hver femte kører allerede mindre
En del danskere har allerede justeret deres kørevaner som følge af de prisstigninger, vi så inden Ukraine-krigen. Det fremgår af en ny undersøgelse, som Applus Bilsyn gennemførte i februar blandt 1.322 bilister. De blev spurgt, hvordan de stigende benzin- og dieselpriser påvirker deres brug af bilen. Næsten hver femte svarede, at de kører mindre i øjeblikket.
Da undersøgelsen blev afsluttet lige inden invasionen, kan tallet blive højere i de kommende uger, hvis priserne – som forventet – stiger yderligere, skriver Applus Bilsyn i en pressemeddelelse.
»Jeg forstår godt, at en del bilister vælger at køre mindre, fordi der er flere hundrede kroners forskel på at tanke bilen op én, to eller tre gange om måneden. Samtidig spiller det sandsynligvis også ind, at danske forbrugere ovenikøbet oplever stigende energipriser i husstanden på både vand, varme og elektricitet. Det kan betyde, at flere leder efter steder at spare og derfor blandt andet skærer i bilkørslen,« påpeger John Gantzhorn, teknisk konsulent hos Applus Bilsyn.
Har man ikke mulighed for at lade bilen stå, kan man i stedet optimere sin kørsel ved blandt andet at sikre, at dækkene har det optimale tryk, så dækkenes modstand på asfalten minimeres. Man kan også sørge for at undgå unødig vægt i bilen, ligesom man med fordel kan fjerne tagbagagebærere, der især øger vindmodstanden på motorvejen, lyder nogle af anbefalingerne.
»Endelig handler det om at køre stille, undgå Formel 1-kørsel med hurtige accelerationer og bruge det højeste gear så ofte som muligt, fordi det er her, motoren kører med færrest omdrejninger,« påpeger John Gantzhorn.