Bendtsen: Stop datodiskussion om EU-forbehold

Den konservatives leder, Bendt Bendtsen, opfordrer både sine egne partimedlemmer og Venstre til at stoppe al diskussion om datoer for EU-folkeafstemninger. Han slår fast, at Det Konservative Folkeparti ikke har besluttet, hvornår en folkeafstemning skal komme. Derfor udtaler partiets EU-ordfører, Lars Barfoed, sig for egen regning, når han taler for en afstemning allerede i 2003.

Samtidig opfordrer han europaminister Bertel Haarder (V) til at holde sine synspunkter for sig selv. Regeringen har ikke besluttet, hvorvidt vælgerne først skal spørges om EU i 2005, når den nye traktat er på plads. Derfor bør en minister ikke udtale sig.

- Det må være deres personlige holdninger. Jeg må henholde mig til, hvad der er regeringens politik, og vi har ikke lagt os fast på nogen dato endnu. Det må stå for egen regning for begge parter. Jeg kan sige, at den konservative folketingsgruppe heller ikke har taget en beslutning endnu, siger Bendt Bendtsen til Ritzau.

Lars Barfoed sagde tidligere på dagen, at der er stærke argumenter for en afstemning næste år. Hans udtalelser var et direkte opgør med Haarder og statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), som i går luftede tanker om at vente til 2005.

/ritzau/