Bendt Bendtsen tager førergreb på Arla

Økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen (K) vil lovgive, hvis ikke andelshaverne i Arla ad demokratisk vej ændrer reglerne for kapitalbinding i selskabet.

Det sagde ministeren efter et møde torsdag i ministeriet med Arlas topledelse, formand Knud Erik Jensen og administrerende direktør Åke Modig.

Selv om Bendt Bendtsen har efterlyst en hurtig løsning, acceptere han, at Arlas repræsentantskab i marts og generalforsamling i juni tager stilling til de krav, han har rejst over for Arla.

Bendt Bendtsen vil have bindingsperioden for de økologiske landmænd, der leverer til Arla, kortet ned til samme længde som de konventionelle mælkeproducenter.

Han vil desuden sikre, at producenterne får deres indskud i andelsselskabet med sig, hvis de forlader selskabet, og så vil han have Arla til at lave et sæt etiske retningslinjer, der bl.a. skal tage højde for Arlas dominerende stilling på det danske marked./ritzau/