Bema rykker ud til motorvejen

Maskinfabrikken Bema A/S er vokset ud af det nuværende hovedsæde på 4000 kvm i Christiansfeld Kommune mellem Kolding

og Haderslev. Derfor har virksomheden købt 16.000 kvm jord i Erhvervspark Haderslev-Vojens mellem de to byer, der går

sammen med Gram ved strukturreformen.



Bema fremstiller transport-anlæg, transportsnegle og -rotorer til at flytte bulkvarer

i en række brancher, blandt andet fisk, fødevarer, forbrænding og offshore, og væksten har de seneste 10

år været på ca. 10 pct. årligt. Dog er den de senere år fladet lidt ud på grund af kapacitetsproblemer.

Den ene af virksomhedens ejere, Steen Madsen, oplyser, at Bema i første etape bygger 1200 kvm produktion og 400 kvm administration,

som skal stå færdig i efteråret 2005. Afhængig af, hvornår de nuværende bygninger bliver solgt,

sættes anden etape i gang, så det samlede areal kommer på samme niveau som det nuværende -men produktionslogistisk

langt bedre indrettet. Bema må bygge op til 8000 kvm ved motorvejen.



- Vi har valgt placeringen, fordi der en god, fremtidssikret

lokalplan, beliggenhed og infrastruktur, siger Steen Madsen.



Bema eksporterer ca. 25 pct. af produktionen til maskinbyggere,

rådgivende ingeniører og produktionsvirksomheder i Skandinavien, og mange af projekterne til hjemmemarkedet går

også til eksport, så 80 pct. af produktionen går til udlandet. Virksomheden beskæftiger ca. 45 medarbejdere,

hvoraf 15 flytter arbejdssted, når første etape er klar.



Bemas grundkøb er sket på Haderslev-siden,

hvor salget af grunde ellers er gået trægt siden etableringen af erhvervsparken i foråret 2003.



Der er desuden

solgt 15.000 kvm til købmand Sv. E. Aaskov, Haderslev, der vil bygge centrallager, showroom og kontor samt industrihuse med

henblik på udlejning til handelsfirmaer. Byggeriet er færdigt 1. april 2005.