Bekymring over rod i italienske budgettal

Italien har tilsyneladende også rod i sine statistiske indberetninger til EU-systemet. Sagen vækker bekymring, da Grækenland netop er blevet taget i budgetfup.

Læs mere
Fold sammen
BRUXELLES: Selv om det kniber gevaldigt med disciplinen i det økonomiske og monetære samarbejde i Europa, slipper synderne tilsyneladende godt fra unoderne.

Ganske vist kritiserede EUs finansministre i går Grækenland for »i lang tid ikke at have givet rigtige oplysninger til Eurostat (EUs statistiske kontor. red.),« men samtidig blev ansvaret delt ud på en række andre »skuldre«.

»Der har åbenbart været fejl både i det græske statistiske kontor, i den græske regering, i Kommissionen, i Eurostat og i Ministerrådet. Og nu må vi fokusere på at få rettet op på tingene, sådan at man kan stolene på tallene,« sagde finansminister Thor Pedersen (V), der afviste, at ansvaret for skandalen på den måde blev udvandet.

Men samtidig viste det sig, at den græske sag tilsyneladende ikke er enestående. EU-Kommissionen udtrykte nemlig i går »bekymring«, efter at en undersøgelse har vist, at der også er uregelmæssigheder i den statistik, som Italien har indberettet.

Udover rodet med statistikkerne, der i både den græske og den italienske sag handler om størrelsen af de reelle underskud på statsfinanserne, var der i går også fokus på sagerne om Frankrig og Tyskland, der i flere år har brudt reglerne i den europæiske vækst- og stabilitetspagt.

Joaquin Almunia, der er EU-Kommissær for økonomiske anliggender, lod forstå, at han formentlig i næste uge vil aflevere en rapport til EU-Parlamentet om, hvordan det går med at reducere underskuddene i de to lande.

Hvis det går tilfredsstillende, vil Kommissionen droppe sine disciplinære procedurer mod de to lande, og Frankrigs nye finansminister Hervé Gaymard har allerede ladet forstå, at han regner med, at straffeprocedurerne stoppes.

Almunia sagde i går, at han også »håbede at have gode nyheder om Tyskland« i næste uge. Hvis det er tilfældet, vil også Tyskland slippe for videre tiltale. Og dermed vil det stå klart, at de to landes gentagne brud på stabilitetspagten ikke har fået nogle af de alvorlige konsekvenser, som den tysk-inspirerede pagt ellers foreskriver.