Bekymrende udvikling i antallet af til salg-skilte: Sådan kan det påvirke boligpriserne

Nye tal fra Boligsiden viser, at udbuddet af boliger til salg ved indgangen til det nye år er faldet til det laveste niveau siden 2006. Økonomer finder udviklingen bekymrende.

Potentielle købere havde i december 5.625 ejerlejligheder at vælge mellem. Det var 22 procent færre end to år tidligere. Mathias Svold

Ny drejning på boligmarkedet vækker bekymring. Selvom 2021 vil gå over i historien som et af de vildeste år på boligmarkedet med det højeste antal handler nogensinde, så det nemlig ud til, at det hele var ved at falde lidt til ro.

Året begyndte med fuld smæk på, og i februar dykkede det samlede udbud af boliger til salg til bare 32.719. Men i løbet af sommeren og efteråret aftog farten, og antallet af til salg-skilte voksede – i hvert fald for en stund. For de seneste måneder er det gået den anden vej igen, og her ved indgangen af det nye år er det samlede udbud af ejerboliger til salg faldet til 32.956, viser Boligsidens månedlige udbudsstatistik.