Bedring i USA skaber flugt fra nye økonomier

Valutakurserne for thai-bath, indiske rupee, malaysiske ringgit og indonesiske rupee styrtdykker, mens væksten falder og udsigterne nedjusteres. Med det går næppe så galt som i 1990erne, hvor IMF måtte på banen for at få lidt styr på det efterfølgende finansielle kaos.

Foto: RUNGROJ YONGRIT. Forventningerne om en snarlig udfasning af Federal Reserves støtte til USAs økonomi har konsekvenser for mange andre lande, men det er ikke den amerikanske centralbanks primære ansvar, lyder det fra et af de højtstående medlemmer.
Læs mere
Fold sammen
Baggrunden for den nuværende situation skal findes i de forbedrede udsigter for den amerikanske økonomi. Det har rykket tidspunktet for en nedtrapning af de kraftige pengepolitiske lempelser i USA frem, og resultatet er, at investorerne trækker sig ud af de eller så fremadstormende økonomier, for i stedet at investere likviditeten i de langt mere sikre og likvide vestlige finansielle markeder.

Det fik i weekenden flere landes centralbankchefer til at kræve, at den amerikanske centralbank tager de ny økonomiers situation med i betragtning, når den pengepolitiske komite - Federal Open Market Committee - skal tage stilling til et reduktionsskema for de kvantitative lempelser.

Men amerikansk pengepolitik tager udgangspunkt i situationen i USA og ikke i hverken Thailand, Indien, Indonesien eller Malaysia. Det var meldingen fra Federal Reserves topchef for afdelingen i Atlanta, Georgia, Dennis Lockhart på den pengepolitiske konference i Jackson Hole i den amerikanske delstat Wyoming i weekenden.

»Man skal huske på, at vi er en juridisk enhed under Kongressen, og at vi kun har et mandat til at beskæftige os med De Forenede Staters interesser. Andre lande er simpelthen nødt til at se det som en realitet og justere, hvis det er vigtigt for deres økonomier,« sagde Federal Reserves topchef for afdelingen i Atlanta, Georgia, Dennis Lockhart efterfølgende til Bloomberg News.

Dermed ser Federal Reserve det ikke som et amerikansk problem, da det eneste fokus er på den amerikanske økonomi, når det skal vurderes, hvornår centralbanken skal begynde at reducere de 85 mia. dollar store månedlige obligationsopkøb.

Situationen minder om 1994, hvor Federal Reserve sidst påpegede, at pengepolitikken bliver besluttet i Washington, og ikke i hverken Bangkok, Jakarta eller Seoul. Det vurderer økonom William Pesek over for Bloomberg.

Federal Reserves daværende topchef Alan Greenspan fordoblede den toneangivende rente over 12 måneder, hvilket forårsagede at tab i obligationsmarkederne på hundredvis af milliarder af dollar og var med til at igangsætte den asiatiske finanskrise.

Den efterfølgende dollarstyrkelse gjorde det umuligt at opretholde de hidtidige dollar-intervaller, hvilket førte til ødelæggende devalueringer i hele regionen.

»Asiens virkelige problem var, at al den udpumpede likviditet i USA muliggjorde en hurtig vækst alt for let. Politikerne havde for travlt med at underskrive udenlandske direkte investeringstilbud, klippe silkesnore over på nye skyskrabere og lykønske sig selv med de kraftigt stigende aktiemarkeder til at at gøre deres reelle arbejde. De finansielle systemer blev forsømt, uproduktive investeringer akkumulerede og kammerateri kørte af sporet,« skriver William Pesek.

Så galt går det næppe denne gang, idet valutakurserne i dag er mere fleksible, den udenlandske valutagæld er lavere, og bankerne er sundere. Samtidig har sporene fra 1990erne givet anledning til en meget kraftig forøgelse af de respektive landes valutareserver, og økonomierne er langt mere gennemsigtige.

Men at problemerne er til stede, vidner den seneste måneds kraftige værdiforringelse af bath, rupee og ringgit samt de faldende aktiemarkeder i »emerging markets« om.