Barsk kamp om gratis software

På mange computere installeres Microsofts Office-produkter som en selvfølge. I delstaten Massachusetts går man nye og billigere veje, men det har haft personlige omkostninger for statens tidligere IT-ansvarlige, Peter Quinn.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den offentlige forvaltning kan spare milliarder, og private virksomheder har også udsigt til at hente gedigne besparelser hjem ved at benytte gratis software til organisationens computere.

Det viser rapporter fra blandt andre Teknologirådet.

Og ude i den store verden er amerikaneren Peter Quinn en af dem, som slår til lyd for at bruge de såkaldte open source-programmer, og dermed ikke nødvendigvis fokusere stift på Microsofts kontorpakker.

Peter Quinn var i sidste uge på rundrejse i Europa og gæstede København inviteret af IT-fagforeningen Prosa. Det, som i den forbindelse gør Peter Quinn interessant, er, at han som IT-ansvarlig traf beslutningen om, at den amerikanske delstat Massachusetts fra næste år skal lagre sine dokumenter i det åbne format ODF (Open Document Format) i stedet for som hidtil i Microsofts egne og lukkede formater.

Beslutningen skal være med til at udløse besparelser og sikre større valgfrihed, hvad angår eksempelvis brug af kontorpakker og andre programmer. Massachusetts er den første amerikanske delstat, der tager et så drastisk skridt frem mod de såkaldt åbne standarder.

Samtidig, og tilsyneladende ud af det rene ingenting, fik avisen Boston Globe med ét lyst til at sætte et stærkt kritisk lys på Peter Quinn og hans rejseforbrug.

Peter Quinn mener ikke, at der kom noget ud af artiklerne - vel at mærke ud over, at han på sin families vegne følte sig presset til at sige sin stilling op i december med virkning fra midten af januar.

Adspurgt undrer han sig fortsat over, at Boston Globe med så kort varsel fandt interesse i hans person, og han tror ikke, at det er avisen alene, der har researchet hans rejseaktiviteter, som er offentligt tilgængelige.

Arbejder videre
Tumulten omkring hans egen person betyder dog ikke, at han er stoppet med at arbejde for øget brug af åbne standarder. For set med hans øjne vil man i så godt som enhver organisation skabe 75 procent tilfredse IT-brugere ved at give dem en god browser, så de kan surfe på nettet, et godt mailprogram til kommunikation og et tekstbehandlingsprogram til at skrive dokumenter.

»Det er alle programmer, som man kan downloade gratis, og som er af høj kvalitet. Det giver sig selv, at der er penge at spare, når man ser, hvad der betales for at lægge en Office-pakke ind på hver enkelt desktop i organisationen,« siger Peter Quinn.

Et andet af de programmer, der ofte er i vælten, er regnearket. Og Microsofts Excel er et produkt med mange muligheder.

»Når det virkelig skal være avanceret til eksempelvis finansfolk i banker, så er Excel et godt produkt, men der findes andre programmer, som uden problemer kan løse de almene behov, de fleste brugere har,« lyder det fra Peter Quinn.

Beslutningen om at skifte til ODF i Massachusetts vil stå ved magt, forudser Peter Quinn, men han tror også, at Microsoft vil gøre, hvad selskabet kan for at forhindre udbredelsen af ODF.

»Men hesten er ud af folden, og jeg kan ikke se, hvordan den kan komme tilbage igen. Den offentlige forvaltning har også et stort ansvar for ikke at spilde skatteydernes penge,« siger han.

www.tekno.dk

www.openoffice.org

- læs mere om open source