Bankchef: Ny lov i stedet for retssag

Midtbanks tidligere topchef, Steen Hove, har svært ved at forstå, hvorfor der skal være en retssag, når selv eksperterne er uenige om fortolkningen af loven.

Bankchef: Ny lov i stedet for retssag - 1
Steen Hove møder i morgen op i Højesteret for igen at forsvare sin uskyld i Danmark-historiens største Insider-sag. <br>Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere
Han blev af Svenska Handelsbanken betegnet som en af de »fire mest indflydelsesrige bankmænd i Danmark«.

I morgen møder Steen Hove op i Højesteret - med sin kone, landsdommer Fritse Hove ved sin side - for igen at forsvare sin uskyld i den sag, som han ikke lægger skjul på har taget hårdt på ham.

Steen Hoves karriere var ellers lagt på skinner, da han en forårsdag i 2001 kunne offentliggøre, at Svenska Handelsbanken havde købt Midtbank for en overkurs på ikke mindre end godt 150 pct. Dermed kunne mange af bankens aktionærer fra den ene dag til den anden skrive hel- eller halvmillionærer på visitkortet.

Ubehageligt støv
Det var et sprog, som de gæve uldjyder kunne forstå. Og vejen til et lidt mere afslappende liv kombineret med store bestyrelsesposter lå åben for Steen Hove, der i dag åbent erkender, at hans erhvervsmæssige karriere »er skyllet ud i kloakken«, fordi det ubehagelige støv fra den mangeårige insidersag altid vil klæbe til ham - uanset hvorvidt han bliver frikendt eller ej.

Nu handler det for Steen Hove først og fremmest om ære og retfærdighed.

»Jeg føler stadig, at vi af bagmandspolitiet bliver brugt som juridiske forsøgsrotter. Hvis der er en uklarhed i loven, så ville det da være naturligt, at man i forbindelse med et misbrugs-direktiv fra EU, som efter planen skulle have været implementeret her i efteråret, kunne have rettet på den uklarhed. Nu fortsætter anklagemyndigheden med at tampe løs på fire mennesker. Det er meget svært at acceptere,« siger Steen Hove og henviser til, at de juridiske eksperter er uenige om fortolkningen af loven.

Tidligere advokat
Steen Hove var - før han blev udnævnt til administrerende direktør for Midtbank - praktiserende advokat. Og derfor kender han udmærket de juridiske paragraffer, som kommer til at afgøre sagen.

»Der er i Danmark et krav om, at lovgivningen skal være klar for at straffe mennesker. På almindeligt dansk betyder det, at man på forhånd skal vide, hvad der er strafbart. Hvis vi var blevet kendt skyldige, og der måske var en uklarhed i loven, så kunne det tale for, at vi fik endnu en chance. Nu blev vi i stedet frikendt, og alligevel bliver systemet ved med at forsøge at få os dømt. Det er jo stik imod principperne i et normalt retssamfund,« mener Steen Hove.